- Fortællingen.dk - http://fortaellingen.dk -

Sarah Mlynowski: Magi og meloner

Sarah Mlynowski: Magi og melonerTænk, at opdage at din lillesøster har magiske evner…

Rachel bor sammen med sin fraskilte mor og sin lillesøster Miri i New York. Hun er 14 år og går op i alle de ting som piger på hendes alder nu går op i – drenge, veninder, udseende, potentielle kærester og tøj. Rachels far er flyttet sammen med sin nye kæreste og har for nylig proklameret at de skal giftes. Rachel og Miri hader deres nye stedmor og ønsker mere end noget andet at det forestående bryllup på mirakuløs vis kunne blive aflyst. Til begge pigers overraskelse, fortæller deres mor dem en dag, at hun faktisk er en heks med magiske evner og at Miri som den eneste har arvet disse evner. Rachel fatter straks en chance for at sørge for visse forbedringer i sit liv og forsøger trods strenge forbud fra moren, at overtale sin lillesøster til at udøve magi. Ifølge moren er Miri kun et barn og dermed slet ikke klar til at udfordre sine magiske evner og ikke klar til at forstå konsekvenserne ved brug af magi.

Rachel har dog en udmærket evne til at overtale sin lillesøster og hun opnår da også et par personlige forbedringer. Hun bliver f.eks. udstyret med at fantastisk danse-gen og får en rolle i skolens modshow og bliver pludselig en del af den populære elite blandt skolens drenge og piger. En creme til at opnår bumsefri smuk hud bliver bl.a. også tryllet frem.

På hjemmefronten går Miri og Rachel sammen ind i kampen om at få deres far til at opgive det forestående bryllup med stedmoden Jennifer. Det kommer der rigtig mange sjove episoder ud af. Bl.a. laver Miri en sandheds-trylleformular som skulle få Jennifer til at vise sit sande jeg ved hele tiden kun at sige sandheden. Pigerne har nemlig en formodning om at hun altid foregiver at kunne li’ dem – især når deres far er i nærheden og at hun i virkeligheden hader dem. Til deres store overraskelse er Jennifer faktisk ret sød og vil i virkeligheden kun pigernes bedste.

Der kommer mange sjove scenarier ud af Miris magiske evner kombineret med Rachels forsøg på at rette op på deres liv og deres hverdag. Jeg har grinet højt ind i mellem og kan nemt forestille mig den farlige cocktail af en teenage pige med teenage problemer kombineret med en lillesøster med magiske evner. Chick lit. for 10 årige piger. Sjovt og hurtig underholdning i den knap så seriøse afdeling. Den er velskrevet og har et frisk sprogbrug og gode dialoger som gør den dejlig underholdende og vil helt sikkert fange mange piger.

Sarah Mlynowski: Magi og meloner (Magi og Meloner; 1) Oversat af Kina Bodenhoff. Gyldendal, 2006
Forside: Robin Zingone. Originaltitel: Bras & broomsticks

Magi & meloner er  første bind i en trilogi og  er forfatterens første ungdomsbog. Sarah Mlynowski har også skrevet chick lit for voksne.

På Gyldendals hjemmeside kan man prøve-læse de første kapitler af bogen.
kap. 1. (pdf)
kap. 2. (pdf)