- Fortællingen.dk - http://fortaellingen.dk -

Sarah Engelll: Hvis bare…

Hvis bareVeloplagt ungdomsroman med tegninger i…

Sofie er 17 år. Hun er droppet ud af gymnasiet og flyttet fra Falster til København. Hun har lejet et lille værelse hos en dame med alt for mange katte. Der er kattebakker over alt. Men Sofie er ikke sart. Skide være med lidt kattelort.

Det er ikke nemt at være Sofie. Mor er bekymret over Sofies manglende uddannelse. Hvordan skal hun nogensinde møde en mand, uden at gå på Uni? Og hvorfor kan hun ikke være ligesom storesøster Margrethe? Hun læser psykologi og bor på et pænt kollegium. Her er der ingen kattelort – men masser af fremtid. Som om…

Sofie flakker rundt. Ved ikke rigtig, hvad hun vil. Og faktisk er det ikke så nemt at få et job. Lige indtil hun får chancen for at være en rigtig Sarah Jessica Parker med stilletter og krøller. Nå ja, så skal der også lige skrives en artikel. Småting.

Så er der det med fyrene. Det er sgu heller ikke for nemt. Der er også noget med en slankekur med Margrethe som coach. Er der noget, hun ved noget om, er det slankekure.
Sofie tager en dag ad gangen – set igennem cigaretrøgen. Hun skal forøvrigt også holde op med at ryge.

Der er nok udfordringer for Sofie.

“Tænk, så forskellige børn kan være,” siger hun. “Den ene er snart færdig som psykolog. Den anden er ikke engang begyndt at læse endnu.”

“Nu er Margrethe jo også otte år ældre end mig,” siger jeg.

“Har intet med sagen at gøre.”

Over os begynder de øverste grene på træerne at bevæge sig. Himlen bliver mørkere, og vinden bærer fin regn med sig.

“Nå,” siger far. “Skal vi?”

Margrethe klapper. Det kan hun også sagtens. Hun har eget bad og masser af potteplanter. Der ikke er gået ud.

Jeg forsøger at minde mig selv om min frihed. At det er det her, jeg altid har drømt om. Men min stemme forsvinder i regnen, da jeg siger farvel.

Sarah Engells debutroman Hvis bare… er underholdende og godt skrevet. Den minder om noget man har læst før, men det gør ikke noget. Hvis bare… er helt sin egen. Sofie er sjovt bekendtskab, og man føler med hende hele vejen igennem.

Trænger du til at grine, så er Hvis bare… lige noget for dig.
Bogen er illustreret af Ole Comoll Christensen. Stregtegningerne der pryder hver side er lige så underholdende som teksten.

PS. Hvis jeg havde den mor, ville jeg også ryge og være trodsig.

Hvis bare… har sin helt egen hjemmeside.

Sarah Engell: Hvis bare… Illustrationer af Ole Comoll Christensen. Forlaget Carlsen, 2009. -352 sider. Kr. 269,95