- Fortællingen.dk - http://fortaellingen.dk -

Ruben Greis: Den sidste gentleman

Noir-action med tjubang

I en rigtige noir-krimi er der altid en kvinde, som oser af sex og ballade, der banker på døren til vor helt (gerne en privatdetektiv) og beder indtrængende om hans hjælp. Markus er ikke ligefrem detektiv eller overhovedet en handlingens mand – faktisk vil han helst sidde på sit mørke, rodede værelse og svælge i smerten ved sin tvillingsbrors død.

Og Liv banker ikke på døren – de to mødes på en blind date arrangeret af Markus’ ven, Arif. Men sex, det oser hun af – og ballade. Deres i forvejen noget akavede møde afbrydes af en vred mand med kniv, og så går det ellers ned ad bakke derfra. Liv er blevet blandet ind i dystre sager, og det er en flok ubehagelige fyre, der er efter hende – de stopper ikke, før de har fået det, de er ude efter. Hvis så blot Liv og Markus vidste, hvad det var.

Det bliver en grim dag for Markus. Hans gode hjerte bliver ved med at få ham rodet dybere ind i problemerne… godt hjulpet af hans erektion, der har sin helt egen vilje.

LG Jensen har skrevet et lille forord til “Den sidste gentleman”, og Michael Kamp takkes sidst i bogen. Og man mærker tydeligt et åndsfællesskab mellem de tre – Greis skriver ikke om overnaturlige hændelser, men han er også tydelig genreforfatter; og det er lige så tydeligt som hos Jensen og Kamp, at han nyder det. Der satses på et ungt sprog, en hårdtslående handling og en god portion hurtig humor. Det gør “Den sidste gentleman” underholdende og hurtigt læst.

Det er ganske fornøjeligt at se hele noir-konceptet omsat til danske forhold og til unge hovedpersoner. Som det ligesom ligger i oplægget, får den stakkels Markus cirka så mange tæsk, som han kan bære, og så lidt til – og lidt romantik og derudover bliver der også plads til. Men i det store hele er der tale om en flugtroman – vi har vore helt, vi har vore skurke, og så går det ellers halsbrækkende derudaf. Og når handlingen er ved at gå i stå, kommer der en bevæbnet mand ind gennem døren.

Det er muligvis ikke stor kunst, men det forhindrer det på ingen måde i at være ganske underholdende. Det er en hurtig lille omgang hårdkogt action for folk, der kan lide varme pistoler og cliffhangere.

Ruben Greis: Den sidste gentleman. Forside: Spritt Schapiro. Books on Demand, 2010, 170 sider.