- Fortællingen.dk - http://fortaellingen.dk -

Roddy Doyle: På eventyr i mellemtiden

Roddy Doyle: På eventyr i mellemtidenRoddy Doyle fortsætter i samme hæsblæsende tempo sin fortælling om den skøre familien Macks rablende oplevelser i denne vanvittige fortsættelse af Fniserkuren.

Hr. Mack er blevet fyret fra sit job som prøvesmager på småkagefabrikken, og bruger nu tiden hjemme, hvor han har slået sig ned som opfinder. Efter at have opfundet en sav, som ligner et maskingevær, tager han i banken for at låne penge til produktionen. Desværre misforstår de i banken og tror, at Hr. Mack vil røve banken, da han står og vifter med sin gevær-sav, og han bliver derfor anholdt.

I mellemtiden sker der også spændende ting i Mack-huset. Fru Mack har besluttet, at hun vil sætte verdensrekord ved at løbe jorden rundt i hemmelighed. Så med Fru Mack på verdensturne, og Hr. Mack i fængsel er børnene overladt til sig selv. Heldigvis er Mack-børnene ikke helt almindelig børn. De er friske og snarrådige, og de får brug for alle deres kræfter når de, sammen med den talende hund Rover, rejser ud for at finde Fru Mack, og samtidig også kæmper med den onde børnefanger fra kommunen.

Som i Fniserkuren er handlingen skør og fjollet og helt umulig at genfortælle. Historien bliver afbrudt af en emsig tilhører, som fra første side kræver at blive underholdt, hvilket tvinger fortælleren til at finde på den ene mere vanvittige historie efter den anden. På eventyr i mellemtiden består derfor af mange små episoder, som samlet bliver til en meget underholdende historie.

Roddy Doyle: På eventyr i mellemtiden, 2. bog om familien Mack. Oversat af Jørgen Nielsen. Carlsen, 2005. Forside: Brian Ajhar. Originaltitel: The Meanwhile Adventures