Det 20. århundrede med en særegen hovedperson
Roberto Innocenti modtog i 2008 The Hans Christian Andersen Award, en af de største priser inden for børnelitteraturen. Han er illustrator, og med “Huset” får vi endnu en gang chancen for at se grunden til, at netop han fik den fornemme pris. Der står også J. Patrick Lewis på forsiden, men i den danske udgave er der sket en redigering af den originale tekst (jeg ved ikke, hvor omfattende den har været), så bogstavindholdet næsten er indskrænket til overskrifter på Innocentis billeder. Og så en kort indledning, der giver baggrunden for historien: titlens hus blev bygget i 1656, mens pesten hærgede, og har oplevet mangt og meget. Efter at være blevet forladt og forfaldet til en ruin genopdages det af en lille gruppe børn i året 1900.
Og her starter vores historie og følger huset gennem hele det tyvende århundrede. Det er som sagt en ganske ordløs fortælling – i al fald på papiret, for jeg kunne godt forestille mig, at værket vil afstedkomme en del snak.
Innocenti bringer os op gennem historien med få års mellemrum. Først får vi et årstal, en overskrift og så et billede, der breder sig over et dobbeltopslag. Og de billeder rummer både historien og historier.
Jeg tror, der er to måder at læse “Huset” på – der er barnet selv, som kan lade sig gribe og forundre af Innocentis billeder og deres væld af detaljer, de små ændringer over siderne, de mange mennesker og dyr og deres indbyrdes forhold. Men jeg tror, at der, hvor “Huset” især vil leve, er i samtalen, der hvor oplæseren bliver fortæller, og hvor billedbogen bliver en del af de billeder, som voksen og barn har sammen. Det er en smuk bog, og ligesom sin hovedperson tror jeg, at den har muligheden for at leve gennem mange år, i mange skikkelser og gennem mange mennesker, store som små. Læs den, fortæl den og lev i billederne.
Robert Innocenti & J. Patrick Lewis: Huset. Oversat og bearbejdet af Nanna Gyldenkærne. Høst & Søn, 2010.