- Fortællingen.dk - http://fortaellingen.dk -

Robertas bamse – og tre andre historier om mobberi

En bog til kamp mod mobning og drilleri

Som led i Red Barnets antimobbeprojekt udkommer bogen Robertas bamse, som indeholder 4 historier med temaerne; omsorg, respekt, mod og tolerance. En gennemgående figur i de 4 historier er Bamse-ven, som er maskot i Red Barnets projekt; Fri for mobberi.

I historien om Robertas bamse, skrevet af Bubber, lærer Bamse-ven pigen Roberta at sige fra overfor Cecilie i børnehaven, som mobber Rosa.
I Ellen Hillingsø’s historie om Adam og de store børn, hjælper ‘helten’ Anton, med at bryde mobbemønstret hos de andre store børn, så Adam får lov til at deltage i legen, selv om han er yngre.
Musepigen Misse får støtte af Bamse-ven til at sige fra overfor drillemusen Dorit i den nye børnehave. Misse samler mod til sig og får en undskyldning af Dorit. Historien er skrevet af Ole Kibsgaard, kendt fra Kaj og Andrea.
I Nullers fødselsdagsfest, skrevet af Kaya Brüel, lærer Grisen Nuller sin mor, at nye naboer behøver man ikke frygte. De kan være hjælpsomme og vise sig at blive venner for livet.

Hver af de 4 illustratorer har bidraget med farverige og livlige tegninger, som er fint tilpasset de enkelte handlinger. Med bogen følger en cd, hvor forfatterne har indlæst deres egen historie. På cd’en er også Red Barnets anti-mobbesang Gør noget! indspillet af B-Boys, Nicolai, Anne Gadegaard og Caroline.

Jeg synes, at ideen om en samtalebog er et godt bidrag til forebyggelse af mobning og drilleri blandt børn helt ned i børnehavealderen. Historierne i denne bog er alle søde og ligetil, dog er kvaliteten af handlingen og det sproglige svingende. At lade figuren Bamse-ven indgå i handlingen virker ikke helt efter hensigten. Hans rolle er overflødig og virker kunstigt. Det havde været en bedre løsningsmodel at fremhæve børn som rollemodel til at hjælpe andre børn. Desuden gengives flere voksne som fraværende og uinteresserede. De kunne med fordel have spillet en mere aktiv rolle. Som inspiration til den voksne oplæser findes der gode arbejdsspørgsmål til den efterfølgende samtale med børnene til hvert af de 4 scenarier.

Robertas bamse – og tre andre historier om mobberi / Bubber … [et al.] ; illustrationer … af Kim Dalsgaard. – 1. udgave, 1. oplag. – [Kbh.] : Carlsen, 2008. – 91 sider : ill. i farver + 1 cd
Pris: kr. 139,95

Læs evt. mere om Fri for mobberi-kampagnen her