- Fortællingen.dk - http://fortaellingen.dk -

Randa Abdel-Fattah: Ti ting jeg hader ved mig selv

Randa Abdel-Fattah: Ti ting jeg hader ved mig selv I skolen er Jamie helt almindelig blond teenager – derhjemme er hun muslimske Jamilah. God og vedkommende roman om frygt og fordomme.

I Jamies klasse er der kliker. Der er sportsholdet, nørderne og så er der de “indfødte” australiere, som hakker på australierne med anden etnisk baggrund. De, der råber højest mener, at muslimer er terrorister og tilhængere af Osama Bin Laden.
Jamie er træt af fordommene og for at undgå konflikter skjuler hun sin identitet. For med blå kontaktlinser og affarvet hår falder Jamie naturligt ind i klassen, men når hun kommer hjem er hun muslimske Jamilah med libanesisk baggrund. Alt i Jamies liv er falskt og hele tiden frygter hun at nogen ser ind bag facaden.

“Undskyld? Reklamepause. Stop. Der sker noget højst besynderligt. Peter flirter med mig. Jeg er ikke gået op i bh-størrelse i ferien. Jeg har ikke fået nogen collage indsprøjtninger. Og så vidt jeg er orienteret, befinder min familie sig stadig i den nedre socialklasse.”

På MSNen møder Jamie John og i internettets anonyme verden tør Jamilah være sig selv. Hun fortæller om sin familie og de strenge regler. Hun fortæller om sit liv på skolen, og hun indvier John i hendes frygt for at blive afsløret som muslim.
John bliver hendes bedste ven, men pludselig er Jamilah blokeret af John på MSN’en og med et er hendes eneste fortrolige væk.
I den virkelig verden trænger Jamilahs muslimske liv sig på i skolen. Til den store afslutningsfest har skolen booket den muslimske musikgruppe som Jamilah er med i og  hendes eneste mulighed for at komme med til festen er ved at optræde og dermed afsløre sig selv.

Tonen i bogen er frisk og humoristisk, men problematikken er tankevækkende og lidt trist. På et plan er bogen meget specifik. Religions- og racespørgsmål fylder meget og det er beklageligt at nogen ser sig nødsaget til at skjule deres sande identitet af frygt for had og fordomme. Men bogen er også universel, for de fleste kender til angsten for at skille sig ud, når man som ung forsøger at skabe sin egen identitet.

Randa Abdel-Fattah er tidligere udkommet på dansk med romanen Ser mit hoved stort ud i den her? Ungdomsbøger fortalt fra en ung muslimsk kvindes synspunkt er sjældent set og det er interessant læsning både for piger med muslimsk og dansk baggrund.

Randa Abdel-fattah: Ti ting jeg hader ved mig selv. Oversat af Camilla Schierbeck. Aschehoug, 2007