- Fortællingen.dk - http://fortaellingen.dk -

Pia Juul: Lidt ligesom mig

Pia Juul: Lidt ligesom migEn teenagepige fortæller i dagbogsform om sit liv. En ny pige dukker op i den by hun bor i, anonyme breve og en tur til Roskilde åbner en helt ny historie for vores hovedperson.

Pia Juul har hidtil skrevet digte, noveller og romaner for voksne – dette er hendes første bog for unge, udgivet i Dansklæreforeningens gode serie “Frit for fantasi”. Romanen er skrevet i dagbogsformat, fortælleren er en ca. 14 årig pige, hvis navn aldrig nævnes. Jeg vil derfor fremover omtale hende som “hun”. Hun bor alene med sin mor, Ella, hvis kæreste Ole jævnligt bor hos dem. Og hun har – viser det sig sidst i bogen – en god indflydelse på moderen. Hun er en lidt forsigtig pige – og moderen er lidt overbeskyttende, men i store træk har de det godt indbyrdes. Kun er moderen meget tavs omkring sin baggrund, hun har ingen far, d.v.s. hun har aldrig hørt om ham – og alt, hun ved, er, at mormoderen døde, før hun blev født. Pludselig dukker en ny pige, Ursula, op i byen. Ursula får arbejde på den lille bys kro, og de to piger falder af og til i snak. Samtidig begynder hun at få anonyme breve om at møde op i kirketårnet – og hun finder her fotos, breve m.m., der på en eller anden måde har noget at gøre med hendes baggrund. Hun sætter sig for at opklare, hvem den hemmelige meddeler er. Det lykkes – og så sker der en række begivenheder, der vender op og ned på hendes liv. Det sætter også forholdet til moderen lidt på en prøve. “Men selv om mit liv er forandret, betyder det ikke nødvendigvis, at alting er godt. Alting føles bare nyt, også gamle” – siger hun.

“LIdt ligesom mig” er en rigtig fin historie om at være ung og om, hvor vigtigt – men ikke nødvendigvis let – det er at finde sin egen identitet.

Pia Juul: Lidt ligesom mig. Dansklærerforeningen, 2004
Forside?