En hurtigt læst novellesamling, der lever videre under huden på læseren.
Peter Mouritzen kan noget med det skumle, det skyggefulde, det usynlige, og det beviser han endnu en gang med ”Skyggeringe”. Det er en lille samling med fire noveller, en kort tekst om ellekongen og St. St. Blichers gendigtning af Goethes digte ”Ellekongen”. Til fælles har de historiernes magt, hvordan fortællingerne styrer personernes liv, og gerne lige mod afgrunden.
Første novelle i bogen hedder ”Ellekongens søn”, men er egentlig blot ”Det usynlige”, som tidligere har været udgivet som et selvstændigt værk (og anmeldt her). Eneste forskel er, at Hekseringe udgives i et lidt større format, hvilket er både godt og skidt – i mine øjne kommer bogen til at virke lidt for slatten og billig, men på den anden side får man Mads Thembergs eminent dystre illustrationer i et format, hvor de bedre kan nydes (flere af dem ville jeg gerne have som plakater på min væg). Novellen er stadig lige god og kan anbefales.
Ligeså resten af bogen. ”Den røde ugle” er kort og stærk, men mytiske undertoner. ”De morderiske noveller” fortæller, hvad der sker, når en forfatter rager uklar med sit værk, og ”Ellekongens døtre” med al uønskelig tydelighed, hvilken magt historier har.
Peter Mouritzen skriver gys, der ikke bare går ud på at springe frem bag døren og skrige BØH! Han skriver dystert og stemningsfuld, og det lykkes ham med stor snilde at binde fortid og nutid sammen, så det risler koldt ned ad ryggen.
Peter Mouritzen: Hekseringe. Illustreret af Mads Themberg. Høst & Søn, 2008.