Mærkelig og underfundig bog, som hylder fantasien og glæden ved bøgernes verden.
Man er advaret på forhånd, allerede på den første side står der: Gå ikke ind i denne bog! Gør man det alligevel er det på eget ansvar!
For går man ind i bogen er man fortabt og må klare sig selv. Handlingen er kringlet og de færreste læsere er i stand til at hitte rede i den labyrintiske historie.
I de snørklede gange i bogen kan man møde den forsømte Liva, som elsker at skrive og gemmer sig fra den virkelige verden i fantasifulde historier. Man kan også møde Johnny Piano, som forsøger at flygte fra sin fortid i tallenes verden. Han elsker ord, men bruger dem ikke til at skrive. I stedet tæller han bogstaverne (1-6-6-3-11). Et tredje sted i bogen holder Maria til. Hun har set advarslen, men er alligevel gået ind og nu er hun fanget i historien. Men hun er snu og iderig, så hun leder efter ledetråde, som kan hjælpe hende ud af bogen.
Sidst men bestemt ikke mindst er der Digter Blå, historiens forfatter, det er ham, som bestemmer og styrer handlingens gang… eller gør han??
Jeg kan ikke fortælle, hvad Den sidste dør handler om, for den handler om alt og ingenting og man kan læse den igen og igen uden at forstå den. Det er en sær og krævende bog, men hvor er jeg glad for, at jeg trodsede advarslerne og gik derind. For det er en tankevækkende bog, som både fascinerer og skræmmer, og den holder, hvad den lover. Er man først gået ind i bogen, er det svært at slippe den igen. Selv når den er lagt til side, spøger den i hovedet, man kan slet ikke lade være med at fantasere, finde på og overveje det næste træk.
Peter Mouritzen har endnu en gang lavet en herlig roman, som med skæve vinkler og fantasifulde påfund udfordrer læseren og sætter gang i fantasien.
Peter Mouritzen: Den sidste dør – historien om den hemmelige digter. Høst, 2006. Forside: Els Cools