- Fortællingen.dk - http://fortaellingen.dk -

Peter Madsen: Valhalla, den samlede saga, bind 1

Første bind i en samlet udgave af Valhalla-serien.

Jeg er vokset op med Valhalla – jeg læste tegneserierne, jeg så filmen, jeg havde historien på kassettebånd og så videre. Så det er naturligvis svært ikke at være begejstret, når Carlsen har besluttet at genudgive hele serien i en pragtudgave. De 15 historier bliver samlet i 5 bind, med masser af ekstramateriale og så naturligvis muligheden for at se, om de originale fortællinger stadig fungerer. Og man kan sige det ganske kort: det gør de, forbløffende godt endda, så nye læsere kan sagtens stifte bekendtskab med noget, det må kaldes en dansk tegneserieklassiker.

Første bind i serien er nu på gaden – det indeholder de tre tegneserier: Ulven er løs, Thors brudefærd og Odins væddemål. Det er både spændende og underholdende læsning.

Den røde tråd i serien er naturligvis de nordiske myter (så hvis man ikke kender dem i forvejen, får man faktisk en ganske god introduktion), men også seriens egentlige hovedpersoner, der dog har en tendens til at befinde sig i begivenhedernes udkant: de to menneskebørn Tjalfe og Røskva. Tjalfe bliver Thors tjener, efter at narreguden Loke spiller ham et puds, og Røskva beslutter sig for, at hendes storebror ikke skal drage alene til gudernes hjem, Valhalla. Der involveres de i nogle af de kendte myter, men får også masser af nye historier med på vejen.

Ulven er løs er selvfølgelig en introduktion til hele universet – vores to helte bliver præsenteres for hele samlingen af guder, vi får baggrundshistorien og så videre. Og så slipper Fenrisulven løs. Den har allerede spist krigsgudens arm, sidste gang de forsøgte at lænke den, så det er naturligvis ikke en situation, folk er glade for. Men selv om det er forudsagt, at ulven skal spille en rolle i verdens undergang, går det dog ikke så slemt denne gang. Peter Madsen tegner sig varm på figurerne, mens Hans Rancke og Henning Kure har stået for historien, og det er underholdende med en understrøm af nuttethed. Men det fungerer.

I Thors brudefærd er det Rancke, Kure og Per Vadmand, der har stået for ordene, og allerede her virker det, som om personerne er helt på plads. Thors hammer bliver stjålet, og den eneste mulighed for at få den tilbage kræver, at han iklæder sig dametøj og drager til jætterne. Det er lunt, godt fortalt, medrivende og perfekt udformet, så der endda er plads til adskillige indspark om forholdet mænd og kvinder imellem.

Sidste tredjedel af bogen sender alfaderen, Odin, ud på togt i menneskenes verden for at finde de tre mægtigste krigere – altimens alting i Valhalla går ad Hel til. Hans brødre overtager styringen og leder tingene helt efter deres egne ganske særprægede hoveder. Historien viser også, at folkene bag ikke holder deres hovedpersoner alt for hellige – Odin burde være ophøjet og respektindgydende, men han har mindst lige så mange fejl og mangler som alle andre guder. Det er superb læsning.

Valhalla-sagaen er en dansk tegneserieklassiker, og det er overraskende, hvor god den har været fra allerførste færd. Første bind forlader sig måske lidt for meget på det nuttede, men humoren er der altså ikke noget i vejen med, og allerede i de følgende bind blandes der både bid og spænding (og en snert af det episke) ind i det. Med andre ord: selv om serien startede i 1979, kan den sagtens stå på egne ben den dag i dag, både til voksne og ganske unge læsere. Samtidig bliver den i denne udgave leveret i en yderst lækker indpakning med masser af ekstramateriale. Det er et must read.

Peter Madsen med Hans Rancke, Henning Kure og Per Vadmand: Valhalla, den samlede saga, bind 1. Carlsen, 2010, 213 sider.