Velkommen til Kanten – og til Dysterskoven, hvor blæseormene bider, wig-wiggerne dræber, og banderbjørnene jodler mod himlen.
Velkommen til Dysterskoven, et dunkelt og mystisk sted befolket af utallige racer og besynderlige væsener. Dysterskoven er blot et blandt mange forunderlige steder i Kanten, men det er her, Stewart og Riddell første gang introducerer os til deres skabninger – igennem den unge Kvisth.
Kvisth bor hos skovtroldene, men allerede inden han selv finder ud af det, har en af Riddells illustrationer fortalt os, at han ikke selv er en. For det første er han alt for høj, han har ingen tryne, og så ligner han mest af alt et menneske. Der er naturligvis allerede nu lagt op til en klassisk fantasy-fortælling: den unge mand, der drager ud for at finde sin skæbne imod alle odds. Det er en fortælling, vi har hørt mange gange før, men det er nu heller ikke så meget plottet, der er afgørende (der er nemlig ikke meget plot før halvvejs gennem bogen) – det er handlingen, og handlingen er hektisk.
Da luftpiraterne, som sejler himlen tynd i deres flyvende skibe, får øjnene åbne for den unge ikke-skovtrold, bliver Kvisths familie bange på hans vegne og sender ham ud af byen for at gemme sig. Kvisth gør naturligvis det, som ingen skovtrolde ved deres fulde fem kunne finde på, og forlader stien. Snart befinder han sig dybt i Dysterskoven, håbløst faret vild i en verden, der kan slå den uforsigtige ihjel på tusindvis af måder. Og så bringes han ellers i den ene mere faretruende situation efter den anden – altid velvidende at der er én ting, som er værre end alt andet, værre end blodegen, mokkerne, Grossmutter, wig-wiggerne, stinkpadderne og alt det andet, som Dysterskoven kan byde på, og det er Glamhuggeren.
Glamhuggeren og den sære skaffefugl, som hjælper Kvisth og fortæller ham om hans skæbne på den anden side af skoven, danner den røde tråd i romanen. Derudover handler Hvad Dysterskoven gemte mest om den unge helts evne til at havne i den ene bizarre situation efter den anden. Og så naturligvis selve Kanten og alle den skabninger, som nok er romanens egentlige omdrejningspunkt – man ved, at Kvisth nok skal klare sig, så det spændende er at se, hvad eller hvem han støder på næste gang.
Og så er der Chris Riddells illustrationer, uden hvilke Hvad Dysterskoven gemte ikke ville være nær den bog, den blev. Stewart og Riddell har tydeligvis arbejdet godt sammen, så tekst og tegninger fungerer perfekt i sammenspil. Det tillader forfatteren at skyde visse genveje, hvilket gør bogen ganske letlæst, samtidig med at Riddells illustrationer er en fryd for øjet og giver den ældre og måske mere krævende læser det ekstra lag, som gør den til en eminent læseoplevelse.
Er man den ekstra krævende, kan man trøste sig med, at Hvad Dysterskoven gemte tydeligvis er en introduktion til Kanten og dens indbyggere. Jeg er allerede i gang med næste bind i serien, hvor forfatteren kan fylde mere historie i godteposen.
Paul Stewart & Chris Riddell: Hvad Dysterskoven gemte. (En historie fra Kanten; 1) Oversat af Klavs Brøndum. Carlsen, 2000
Forside: Chris Riddell. Originaltitel: Beyond the Deepwoods