- Fortællingen.dk - http://fortaellingen.dk -

Pat Moon: Nallerne væk igen

Pat Moon: Nallerne væk igenEt dødsfald, en mystisk mand på motorcykel og en hotline for teenagere. Finchs dagbog er fyldt med hemmeligheder.

Bogen er en fortsættelse af Nallerne væk. Der sker stadig meget i Finchs festlige liv. Hun starter på den nye skole og må finde nye venner, hvilket er svært og ikke sker uden misforståelser og sårede følelser. Det bliver ikke bedre, da hende bedste ven i verden dør. Det er naturligvis en risiko, når ens bedste ven er en kanin, men heldigvis kan marsvinet Twinkle hjælpe lidt på Finches savn.
Plageånden fra første bind, Actionman Ian er flyttet ind i huset, men det er ok for Finch har opdaget, at han faktisk er fin nok. Alt er endelig ved at være normalt bortset fra bedstemor Nolly, som pludselig opfører sig sært og forsvinder om natten.

Så er der jo det med drengene, de fylder nemlig også en del i Finches dagbog. For det er dejligt at være sammen med dejlige Jay, som måske er Finchs kæreste. Men drenge er ikke alt, for det er også skønt at holde pyjamasfester og lave girlpower superhelte outfits sammen med veninderne.

Det er ganske underholdende, når Finch skriver i sin dagbog. Stilen er engelsk og hyggelig og Finch er sød og morsom. Nallerne væk igen er en fornøjelig oplevelse for piger fra 9 år.

Pat Moon: Nallerne væk igen. Ill. Sarah Naylor. Oversat af Vibeke Sandberg. Gyldendal, 2007
Forside: Sarah Naylor