- Fortællingen.dk - http://fortaellingen.dk -

Ole Lund Kirkegaard: Per og bette Mads

Ole Lund Kirkegaard: Per og bette MadsI den lille by Vinneby sker der altid ting og sager, når Per og bette Mads er på spil.

I en lille landsby Vinneby bor Per og bette Mads. De får tiden til at gå med at klatre i træer og spise stjålne blommer, mens de laver en masse skæg og ballade. Blandt deres mange ideer er kanonen uden lyd, en stor kasse som skal sendes til Afrika og et dyr som siger Gnøf.

Mens drengene hygger sig, er det mindre sjovt for Mikkel Pælg og den stakkels maler, for det er altid dem det går ud over.

En dag sker der noget i Vinneby. En ny pige flytter til byen, og da Per og bette Mads vil undersøge, hvem hun er får de sig en overraskelse. Pigen truer drengene med tæsk og endnu værre… et ordentligt smækkys, og drengene må flygte over hals og hoved for at undslippe. Da de sidder på købmandens trappe og puster ud, beslutter de sig for at vise den ny pige, hvem der bestemmer. De prøver mange ting – skattejagter og lim på stolen, men hver gang er det Per og bette Mads, der bliver snydt. Drengene må indse, at de denne gang har mødt deres overmand (-pige), så i stedet for at narre hinanden slår de sig sammen om at lave ballade.

Per og bette Mads er en sjov historie med masser af drengestreger. Landsbylivet optræder i mange af Ole Lund Kirkegaards bøger, ligesom persongalleriet også tit følger en fast formel. Hos de voksne er der en sur købmand eller en farlig smed og en meget uheldig voksen, som altid bliver offer for drengenes påhit. Og så er der selvfølgelig nogle gæve drenge, som med tossede ideer gør det hele utroligt morsomt.

Ole Lund Kirkegaard: Per og bette Mads. Gyldendal, 2004. Forside:  Ole Lund Kirkegaard