- Fortællingen.dk - http://fortaellingen.dk -

Nadia Kadi: Loverboy forever

God motion for lattermusklerne. Om kærlighed, venskab og ballade i 7. klasse

Christoffer er forelsket i Maria, men selv efter de er blevet kærester, er kærligheden stadig en forvirrende størrelse. Det gør ikke tingene lettere, at hele Christoffers familie blander sig i Christoffers kærlighedsliv. Især Christoffers samvittighedsløse lillebror Krille har mange ideer og tricks til, hvordan Christoffer og hans venner Johannes og Sebastian får succes hos pigerne.

De voksne har også knas i kærligheden. Ulykkelig kærlighed mellem to af skolens lærere påvirker hele klassen, som beslutter at holde en fest for at muntre deres hjerteknuste lærer op. Festen bliver en mindeværdig oplevelse, for med en masse hormonelle kæresterier, der skal holdes styr på, og et teaterstykke med ballademageren Krille i rollen som Amor, er aftenen dømt til at gå galt!

Personskildringerne i bogen er gode. De bliver næsten levende, jeg har et klart billede af Christoffer og de andre drenge, som med store øjne og hiven i håret forsøger at greje de udspekulerede, dominerende piger. Også de voksne er sjove, især Johannes far, som med latterkramper følger med i drengenes anstrengelser, og som på ægte far-manér gør livet pinligt for Johannes.

Loverboy forever er den anden bog i serien om Christoffer og hans venner. Faktisk er den sjovere end forgængeren Sommerens Loverboy, og man kan sagtens starte historien her. Nadia Kadi har skrevet en meget morsom bog. Krille styrer løjerne med en skruppelløs og komisk facon, som fikmig til at tænke på den kække Bertram fra Bjarne Reuters Kidnappet-serie.

Selv om bogens tema er kærlighed, er det ikke en pigebog. Historien ses gennem Christoffer og Johannes, og humoren vil tiltale mange drenge.

Læs mere om forfatteren på Børnelitteratur.dk

Nadia Kadi: Loverboy forever (Sommerens loverboy ; 2). Omslag: Peter Malherbes Jensen. Gyldendal, 2007, 166 sider