- Fortællingen.dk - http://fortaellingen.dk -

Michael Scott: Alkymisten : (den udødelige Nicholas Flamels hemmeligheder)

Michael Scott: Alkymisten : (den udødelige Nicholas Flamels hemmeligheder)Som udødelig alkymist har Nicolas Flamels strengt taget været igennem lidt af hvert. Det har de to almindelige dødelige tvillinger Josh og Sophie ikke. Men det kommer de til.

Tvillingerne Josh og Sophie er helt gennemsnitlige teenagere. Deres forældre er nørdede arkæologer, der er ret dedikerede til deres arbejde. En forholdsvis ganske almindelig dag i maj blæses tvillingerne ind i en magisk hvirvelvind, der starter ved forekomsten af en gusten ærkeskurk, som er ude på at overtage verdensherredømmet, en ældgammel bog der rummer hemmeligheder, som jeg selvfølgelig ikke bør afsløre her, et udødeligt ægtepar, en parallel usynlig verden, golems, varulve og vampyrer. Det hele bindes sammen af spændende historiske facts og myter. Og tvillingerne? Ja, de er selvfølgelig ikke spor gennemsnitlige.
Alkymisten Nicolas Flamel har fundet sin udødelighed imellem siderne på førnævnte ældgamle bog, og da han mister denne, bliver begrebet tid ret væsentlig.
Og apropos tid: dramaet mellem ærkeskurken og alkymisten har i øvrigt ulmet igennem flere hundrede år. Helt klassisk startede de som venner, og det er som bekendt det helt perfekte udgangspunkt for et intenst fjendskab, og i dette tilfælde handler det heldigvis ikke kun om egoer men noget så ædelt som hele verdens sikkerhed.

Nuvel, det er ikke et must, men det hjælper at være ivrig læser af fantasy for at jonglere med Alkymistens mange magiske dikkedarer.
Alkymisten er en actionfyldt historie, der både rummer slapstick humor og et farverigt plot med mange komponenter og aktører. Forfatteren har lagt nok spor og stof nok ud til at lave både populært platformspil, film og bogserie. Det sidste er i hvert fald ganske vist.

Alkymisten Nicholas Flamel har skam levet i virkeligheden. Han var en fransk alkymist og boghandler som levede ca. 1330 – 1417. En af myterne omkring Nicholas Flamel fortæller bl.a. om en gammel mystisk bog. Og at efter hans død, da ligrøvere plyndrede hans grav, var hans lig ikke i kisten. Og blev aldrig fundet…
Læs mere om ham f.eks. her

Michael Scott: Alkymisten : (den udødelige Nicholas Flamels hemmeligheder) ; på dansk ved Ole Steen Hansen. – 1. udgave, 1. oplag. – Kbh. : Sesam, 2008. – 388 sider
Pris: kr. 369,00
Originaltitel: The Alchemyst
Forside: Michael Wagner