Let læst gys og spænding for dem der ikke har sarte maver
1. kapitel i De hjerneløses kirkegård er mega-klamt. Det er en fest! En fest som rigtig mange kan være med til, for typografien og LIX-tallet siger ”læs let”.
Sammen med illustrationerne gør det De hjerneløses kirkegård til en meget tilgængelig tekst – hvis man altså tør… For der er både gengangere, onde læger og klamme middagsretter med i denne historie.
Bogen handler om de to brødre Ask og Rune, der skal holde efterårsferie hos deres tante Oda. De glæder sig alle tre. For Oda holder af at kræse for drengene og drengene synes at Oda bor hyggeligt og er god til at finde på en masse sjove ting.
Der er bare én ting der ikke er så fedt – Odas hus ligger lige ved siden af en kirkegård.
En kirkegård, hvor familieløse afdøde patienter fra det lokale sygehus er begravet – uden hjerne. Hjernerne har man nemlig taget ud og gemt for at bruge dem til forskning…man havde bare lige glemt at spørge de døde…og nu er der nogen der ved nattetide begynder at lede efter deres hjerner…
»Da kadaveret klemte Ask op mod vinduet, dryssede nogle af ormene ud af øjenhulerne og faldt ned på gulvet. Ask bad for sit liv, men det hjalp ikke, for i næste øjeblik greb spøgelset ham i halsen med den anden hånd. Det ville kvæle ham.«
Der er supereffektive gåsehudsfremkaldende elementer i denne bog. Desværre, så fægter den også lidt i flere retninger. Forsøgene på også at gøre det til en historie om storebror og lillebror og skænderier og pubertet og identitet og alt det der, virker lidt malplacerede og får altså uhyggen til at falde lidt til jorden – og forsiden og titlen lover altså uhygge og ikke ”min storebror er mere seksuelt moden end mig”.
Michael Næsted Nielsen: De hjerneløses kirkegård, illustrator Christian Guldager. Facet, 2010.-123 sider.