Vigga kan godt se, at computerspillet “Elianas hævn” ikke er helt almindeligt – men lige præcis hvor sært og truende det er, skal hun snart finde ud af.
Historier om computerspil, der er forbandede eller på anden måde åbner døren til visse ubehageligheder over deres unge udøvere, er helt ærligt mange – ideen er faktisk lidt af en gammel traver.
Nu slutter danske Mia Brandstrup Andersen sig til koret med ”Djævlebarnet”, en rimeligt letlæst lille gyser, som desværre ikke rigtig føjer noget nyt til, men dog alligevel har en række kvaliteter. Det gør, at de mere erfarne læsere nok ikke vil få det store ud af titlen, men er man nybegynder inden for horror (og måske heller ikke så avanceret en læser), vil den nok ramme en nerve.
Den 12-årige Vigga har en forkærlighed for computerspil – en interesse, hun deler med veninden Lucy. Det er Lucy, som præsenterer hende for ”Elianas hævn”, et spil hun er faldet over på nettet. Det skal vise sig at blive et bekendtskab, som kommer til at ændre Viggas liv til det værre. For ”Elianas hævn” er andet og mere end et spil – det er en mordgåde, som viser sig at hæve rødder i virkeligheden og en fortid, som kommer tættere og tættere på Vigga. Eliana blev myrdet, og måske er computerspillet hendes måde at få hævn på – men hvad har det med Vigga at gøre?
Det største problem med denne type bog er, at man ofte får fornemmelsen af, at forfatteren aldrig har spillet computerspil – hvilket naturligvis skinner igennem i beskrivelsen af det spil, om leder hovedpersonen mod undergangen. Der er ”Djævlebarnet” desværre ingen undtagelse. Det ville være rart at se historien fortalt med en genkendelig spiltype, World of Warcraft – ja, Runescape for den sags skyld. Det, der derimod lykkes Mia Brandstrup Andersen, er, at hun fører historien up to date – den foregår tydeligvis i vor tid; Vigga går som det første på Google – og jeg må med professionel stolthed se, at hun også går på biblioteket, men det stikker lidt i hjertet, at den beskrevne bibliotekar er dybt uprofessionel og burde fyres på stedet.
Men ”Djævlebarnet” virker hovedsageligt i kraft af, at den er så samtidig. Historien fortælles gennem Vigga selv, hvilket måske vil irritere den voksne læser, men det gør den umiddelbar og lettilgængelig for den tiltænkte læser.
I det store hele er der tale om en bog, som er lidt for systematisk opbygget (der mangler nogle overraskelser), men samtidig også virker og uden tvivl vil fange de ikke så erfarne læsere. Der er naturligvis en grund til, at ideen er brugt før – den er nærværende og skal nok komme under huden på en del læsere. En af gysergenrens fremmeste evner er at gøre det almindelige sært og skræmmende, og ”Djævlebarnet” rykker ved noget ganske grundlæggende for mange læsere.
Du kan læse mere om Mia Brandstrup Andersen på Børnelitteratur.dk
Mia Brandstrup Andersen: Djævlebarnet. Sesam, 2007. Forside: Lennart Forup