En historie om en af de mørke gerninger, Norge og Danmark har på samvittigheden: menneskerov!
Langt, langt mod det kolde nord bor pigen Osuqo på en inuitboplads. En dag drager en lille delegation af sted med kajakkerne for at møde et stor skib, der ligger for anker et stykke fra bopladsen. Det er spændende at møde menneskene fra et fjernt sted, som de ikke vidste eksisterede, og mændene på det fremmede skib ligner ikke nogen, Osuqo før har set. De forstår ikke hinandens sprog, men inuitterne har medbragt fine sælskind, hvalrostænder, perler og andet, der kan indgå i en byttehandel. Men de fremmede er ikke tilfredse med, hvad inuitterne kan tilbyde. De havde nemlig faktisk forestillet sig at kunne hjembringe en enhjørning…
Mødet mellem de fremmede og inuitterne ender dramatisk og voldeligt. Den unge mand Poq og Osuqo kastes under dæk, og mens det store skib sejler tilbage over havet, væk fra Grønland, bliver de udsat for ydmygende overgreb og fysisk vold.
Intolerance, misbilligelse og overtro venter de to inuitter, da det store skib endelig når hjem. Osuqo og Poq anbringes hos en fornem familie, hvor de holdes som fanger, mens deres skæbne diskuteres. Familiens unge søn Henrik prøver at lære sig deres sprog, og pigen Christine forsøger at hjælpe de to fanger. Men træerne vokser som bekendt ikke ind i himlen, og et helt samfunds ligegyldighed, intolerance, uvidenhed og angst for det ukendte har dømt Osuqo og Poq som betydningsløse eksistenser på forhånd. Efterhånden knækkes deres livsvilje, men der er stadig et lille håb…
Denne roman bygger på faktiske begivenheder fra 1600-tallet, hvor ca. 50 inuitter blev bortført fra Grønland og fragtet til Bergen og København, hvor de blev vist frem på markeder eller hos fine folk. Nogle blev også givet til videnskaben, så lærde folk kunne undersøger deres knogler, tænder og sprog. Disse inuitter blev ikke betragtet som værdige mennesker med deres egen historie og kultur. Overgrebet på inuitterne og deres kultur er blevet et lille og glemt kapitel, som ikke er så omtalt som overgrebet på de afrikanske slaver.
Historien om Poq og Osuqo er spændende, dramatisk og yderst velskrevet. Forfatteren Mette Newth bygger handlingen op igennem skiftende synsvinkler mellem Osuqo og pigen Christine. Dette giver et troværdigt og intimt indblik i de to forskellige måder, pigerne tænker og oplever verden på. Kultursammenstødet er totalt, og som læser bliver man ramt hårdt lige i hjertekulen af uretfærdigheden og den uvidenhed, der fører til ondskab.
Mette Newth: Bortførelsen. Oversat af Franz Berliner. Fremad, 1988. Originaltitel: Bortførelsen