Idioterne flokkes i denne dejlige velskrevne svenske ungdomsroman. Centralt fremstilles Henke, som trods social status som halvdum og elev i specialklassen alligevel får sprængt nogle rammer
Svenske Mats Wahl har en særlig og helt fantastisk evne til at skildre det ganske almindelige som noget helt ualmindeligt. Jeg har snart læst mig igennem hele hans forfatterskab, og jeg frydes, overraskes og bevæges altid ualmindeligt meget på stille, rolig og fuldstændigt almindelig vis. Ligesom her i Idioter. De idioter, titlen henviser, til er romanens hovedpersoner. De siger det selv, så vi må også. Henke er hovedpersonen og er lige startet i gymnasiet. De har tilsyneladende et helt andet skolesystem i Sverige – for her opretter de gymnasieklasser for elever, der er helt umotiverede, uden for pædagogisk rækkevidde og alt andet end boglige. Det er heldigvis en lille klasse på en stor skole. Men i netop sådan en klasse går Henke. Problemerne i klassen er tydelige og massive. Eleverne er utilpassede både med sig selv og hinanden. Henke plages af en indre og grum skyldfølelse over lillesøsterens ulykkelige død – moderens sorg over samme har gjort hende ineffektiv som mor og menneske. Som følge heraf fungerer hjemmet ikke optimalt. Hjemmet er i øvrigt Henke, moderen og ikke flere. Mormoren, som betød meget i deres liv, er også død, og Henkes far har været væk altid. Han dukker godt nok op et stykke inde i romanen – men jeg tror ikke, at jeg hverken overrasker eller afslører for meget ved at nævne, at han er en…idiot.
Hele denne snak om idioter opstår helt konkret, da den nye kvindelige svensklærer i specialklassen beslutter sig for, at eleverne i faget svensk skal skrive en roman om deres liv. En af eleverne får ideen til romanens titel: Svensk for idioter. Romanen bliver faktisk aldrig rigtig en realitet – men ideen sætter Henke i gang med at skrive kapitler for sig selv, og igennem disse passager bliver man indviet i og oplyst om Henkes problemer. Det er medrivende og vedkommende. Og troværdigt.
Jeg syntes bestemt ikke, at Henke kvalificerer sig til at være idiot – han er snarere et offer for livets omstændigheder. Som da han skaffer sig en farlig halvpsykopatisk dødsfjende. Det lyder sikkert ret idiotisk, når jeg siger, at det involverer en smuk, superintelligent pige, en halvspist gulerod og en jitterbugmaraton. Men det fungerer godt og troværdigt – desværre får det nogle meget ubehagelig konsekvenser. Selvfølgelig forelsker Henke sig i den superintelligente pige – omstændighederne udvikler sig på almindelig vis, men ubehageligheder sniger sig ind ude fra periferien. Som i mange andre af Wahls romaner udvides hovedpersonernes almindelige liv med snert af elementer hentet fra krimi eller spændingsgenren. Idioter er altså ikke udelukkende en almindelig beskrivelse af et ordinært teenageliv plus/minus besværligheder og identitetskriser. Den favner bredt og rammer dybt.
Idioterne er repræsenteret i forskellige gradbøjninger i denne roman. Det er tankevækkende. Jeg tror bestemt, at Wahls udmærkede pointe er, at idioti ikke defineres ud fra social arv, klasse eller intelligens. Idioti genkendes som elementer i størrelser som intolerance, snævertsynethed, jalousi, kærlighed og andre generelle finurligheder af behagelig og ubehagelig karakter defineret ud fra den grundsubstans, der former, danner eller bare helt simpelt gør et menneske. Mats Wahls forfatterskab er efterhånden langt, og flere af hans romaner er filmatiseret. Han har skrevet flest ungdomsbøger, og tak for det. Kvaliteten af hans romaner er høj, og jeg anbefaler alle over 13 år og især voksne til at læse hans Idioter.
Mats Wahl: Idioter. Oversat af Susanne Vebel. Carlsen, 2004
Forside: Jan Solheim. Originaltitel: Svenska för idioter