For Sofie på 13 er livet ikke nemt. For at beskytte sig selv gemmer hun sig bag en rå og rapkæftet facade. Noget, som giver både beundrende venner og ubarmhjertige fjender.
Sofie starter efter sommerferien i en ny skole. Derhjemme er alting besværligt. Forældrene er skilt, og da faderen egentlig “kun” er hendes stedfar, har hun ingen kontakt til ham. Oven i det hele er hun begyndt at få humørsvingninger, som hun hverken kan forstå eller styre. Skolen går i begyndelsen nogenlunde, men Sofie lægger sig ud med klassens seje og rå dreng og senere med nogle af de populære piger. Det bliver startskuddet til en ondskabsfuld forfølgelse af hende, som kulminerer i et overfald.
Bogen er en meget rørende og uhyggeligt realistisk skildring af teenagelivet. Her er ingen lette løsninger, hvor alle tilgiver og glemmer, og Sofie opfører sig som den typiske teenager. Hun svinger mellem melankoli og raseri. Hun ved selv, at hun er urimelig, men kan ikke styre det. Noget, som jeg klart kan genkende.
Hendes mor gør sit bedste, men formår ikke at trænge igennem, mens faderen har svigtet totalt. I den forbindelse kan jeg kun undre mig over, hvordan man kan fungere som forældre for et barn i flere år for så at afskære kontakten, blot fordi det ikke er ens kød og blod? Det er lidt svært at gennemskue, om moderen har en finger med i spillet, men faderen har kontakt til Sofies lillebror, som er hans biologiske barn. Et lyspunkt i Sofies liv er mosteren Bodil, men den unge kvinde har også sit eget liv at leve.
Det, Sofie oplever i skolen, ville havde knækket mig, men hun er gjort af et stærkt stof og har en ukuelig vilje. Det, hun udsættes for fra “kammeraternes” side, er både grusomt og modbydeligt, og det værste er, at de voksne ikke bemærker, noget er galt, før det er alt for sent. Sofie bliver ydmyget verbalt og faktisk også overfaldet fysisk. Efter overfaldet har flere af drengene svært ved at se hende i øjnene, og det er tydeligt, at de aldrig ville havde opført sig sådan alene. Bogen giver her et gysende indblik i, hvor nemt vi falder over de svage, og hvordan moral og medfølelse forsvinder, når man er mange nok. Skildringen af flokken giver en ubehagelig indsigt i de mekanismer, der i yderste konsekvens fører til folkemord. Jeg er ikke i tvivl om, at havde Sofie været et par år ældre, havde voldtægt ikke været utænkelig.
Det skræmmende er den måde, personerne føler, at de er berettigede til at handle, som de gør. Det er også tankevækkende, at hovedpersonen ikke selv er hævet over at drille de svage. Hun ved, hvad der gør ondt, og bruger det, hvis hun følere sig presset. Det gør bogen mere troværdig. Jeg vil ikke røbe mere her, men kan afsløre, at bogens slutning både er forstemmende og opmuntrende.
Bogen er bestemt værd at læse, og personligt vil jeg gerne se en fortsættelse. Jeg vil så gerne vide, om Sofie klarer det eller ej.
Marika Kolterjahn: Det er selvfølgelig min skyld det hele. Oversat af Karin Bodenhoff. Gyldendal, 2005