Historierne om pigen Marie, kaldet Tudemarie af åbenlyse grunde, er en god dansk klassiker, og heldigvis er den netop blevet genudgivet
I min verden har Tudemarie altid været der. Da jeg var helt lille, læste mine forældre de tre bøger om Marie for mig igen og igen. Da jeg selv lærte at læse, tog jeg selvfølgelig over og kunne nu svælge i anekdoterne om Marie i mit eget tempo og min egen rækkefølge. Det med rækkefølgen betyder, at jeg ved denne genlæsning var lidt forvirret, men vigtigst af alt kan jeg heldigvis konkludere, at Marie ikke har ændret sig selvom jeg har.
Marie vokser op i 1880’ernes København. Hendes familie er børnerig, hvilket er hverken praktisk eller en umiddelbar fordel for forældrene, der er fattige. Faren er smed og beskrives som vranten og uretfærdig. Moren er hårdtarbejdende både i og uden for hjemmet men blid og omsorgsfuld over for alle mennesker. Børneflokken er lidt uoverskuelig at redegøre for som læser. Mest hører vi om Marie og storesøster Amalie, der er en korrekt lille noksagt. Marie er derimod fræk, farverig og fantasifuld. Nogle, Amalie især, finder hende uartig, men læseren ved godt, at Marie bare er uheldig, når hun kommer i vanskeligheder og generelt lidt misforstået, for i virkeligheden har hun et hjerte af guld og er en god kammerat. Tudemarie er meget impulsiv og kaster sig ud i en masse uigennemtænkte situationer, men hun ender altid på benene. Nogle gange lidt klogere men som regel ikke. Jeg har personligt altid holdt meget af den anekdote, hvor Tudemarie ved et uheld tisser i bukserne på bænken og spontant reagerer ved at tørre op med nærmeste lille unge.
Bøgerne om Tudemarie giver et spændende og autentisk indblik i det danske samfund i slutningen af 1800-tallet. Det lyder kedeligt voksent og irriterende lærerigt, men det er det altså ikke. Tudemarie sprudler og spræller af fortællerglæde og et væld af spøjse, alvorlige og vidunderligt morsomme historier, der kilder og rører sin læser. Nuvel, man slipper ikke af sted med at lære et eller andet af Marie og hendes samtid. Fattigdommen og dens præmisser ridses op igennem Maries dagligdag. Hende og hendes søskende får ikke nok at spise, deres tøj er for stort eller for lille, og en af historierne fortæller hjerteskærende om Maries sko, der er så små, at de giver hende mange smerter. Begrebet ”skam” berøres ligesom ”stolthed” og ”arrogance”. Historierne om Marie er ikke belærende, de er tankevækkende, humoristiske og uhøjtidelige. Maria Andersen var uddannet økonoma og fik hjælp af forfatteren Gudrun Eriksen til at sætte historierne om Marie sammen. Historierne er erindringsprægede og har virkelig noget på hjerte – ligesom Tudemarie.
Som voksen bemærker jeg jo opmærksomt, at historierne om Tudemarie rummer ord og vendinger, der er gammeldags. Men det er ikke forstyrrende for handlingen, og sproget flyder i øvrigt let.
Det er forlaget Sesam, der har valgt at genudgive bøgerne om Tudemarie. Forsiden er lavet af Ingeborg Hyldahl og er en meget tidstypisk illustration, der bestemt udsender signaler om stemningsfuld historisk roman. Personligt holder jeg meget af Notabenes gennemillustrerede udgave (1982) med vidunderlige tegninger af Lene Bourgeat, som har indfanget selve Tudemaries sjæl på mesterlig vis. Men selv om den nye udgave er lidt fattigere uden illustrationer, vil historien som det helt centrale stadig fryde og begejstre, som den har gjort det i generationer.
Maria Andersen: Tudemarie, 1. bog i serien. Sesam, 2006. Forside: Ingeborg Hyldahl