En sjov og rablende historie som foregår på det multietniske Nørrebro. Her opdager Iqbal, at det sandsynligvis er de falske kronjuveler, der befinder sig på Rosenborg Slot. Sammen med storebroderen sætter han sig for at opklare sammenhængen.
Iqbal, hans forældre og 3 søskende bor på Nørrebro, et multietnisk kvarter, som i historien også kaldet Gazastriben. De bor i en boligblok sammen med både danskere – om end ikke lige gennemsnitsdanskeren – og andre indvandrere. De kender hinanden i opgangen og holder også af og til beboerfest.
Familien stammer fra Indien, og til den hører også onklen, Rafig, som på mange måder er særdeles kreativ. Faderen er af og til ret træt af ham og er meget optaget af at leve op til danske normer.
På et skolebesøg på Rosenborg Slot fortæller guiden Iqbal og hans klasse om kronjuvelerne, som blev gemt under besættelsestiden af frygt for at tyskerne skulle konfiskere dem. Et hemmeligt jagtselskab, Huberts Jagtbrødre, stod bag og skjulte dem – og muligvis guldhornene – på et hemmeligt sted. Iqbal og hans storebror sætter sig for at finde de ægte kronjuveler – tænk at kunne aflevere dem til dronningen!
Spor peger i retningen af Ungdomshuset på Jagtvejen, og drengene “engagere” onkel Rafig til medhjælper, og han synes det er fantastisk for første gang at skulle lave numre med sine to nevøer.
Rafig giver sig ud for at være elektriker for at have et påskud til at komme ind i huset, og drengene er hans praktikanter. Anden gang de kommer der, har de en ged med, som de har lovet en kammerat at passe, og nogle af de unge finder det ret sejt og etniskagtigt med den ged.
Drengene kommer hurtigt på sporet af kronjuvelerne, men det er der også andre der gør, Das Fhaterhaus bl.a. Det udvikler sig derfor til noget af et kapløb mellem de implicerede, der med meget forskellige motiver, er ude efter kronjuvelerne…
Iqbal Farooq og kronjuvelerne er en lidt crazy historie, og ikke mindst beskrivelsen af klassens lejskoleophold er ren slapstick. Det er ude på overdrevet, menkan man abstrahere fra det, så er det meget underholdende, og man får sig et godt grin undervejs.
Det er måske ikke ligefrem socialrealisme, men romanen foregår i et multikulturelt miljø, hvor børnene hedder Mohammed, Thor, Wang, Ibrahim, Freja og Rubina – et miljø, som er hverdag for mange børn i dag. Også sprogligt bærer roman præg af dette. Dialogen er som mange af de unge i dag taler, “Det er total nederen” o.s.v. Der er også masser af indvandrerslang og engelsk/amerikanske ord, som har vundet indpas i almindeligt dansk dagligsprog.
Alle får et skud for boven på en humoristisk måde: de unge fra ungdomshuset, som
kæmper for deres hus, og som synes det er så etnisk med geden, faderen som hele tiden vil tækkes danskerne, sikkert godt skræmt af den officielle danske flygtningepolitik, og de to specielle, hver på deres måde egocentriske danske naboer. Der er også hip til indvandremiljøet, som godt kan være lidt fastlåst i egne traditioner.
Det er nogle ret herlige unger, Manu Sareen får præsenteret, og deres mor er heller ikke sådan at vælte af pinden.
Bogen kan læses fra ca. 10 år og er særdeles velegnet til højtlæsning.
Manu Sareen: Iqbal Farooq og kronjuvelerne. Sesam, 2007
Forside: Lars-Ole Nejstgaard
Iqbal Farooq og kronjuvelerne er Manu Sareens anden bog om Iqbal. Den første Iqbal Farooq og den sorte Pjerrot, blev af Dagbladet Politiken kåret til Årets Børnebog 2006.