Fortællingen.dk

Børnelitteraturguide og øjenåbner

Linn Hallberg: Hesteliv

Emner: , , , , , , , , , , • Se alle anmeldelser af: Lin HallbergUdskriv anmeldelsen • 28. januar, 2010

Sofias, Niklas, Myggens og Annikas snefyldte juleferie på Racka, starter idyllisk med dejlige rideoplevelser, men konflikter og uvenskab ulmer i baggrunden og vokser sig faretruende store.

Det er blevet jul på Rackagården, og Sofia skal være Luciabrud på Santos i ponyernes lille Luciaoptog. De tre ponyejere er nu blevet til fire, for i den gamle mølle er humørsvingende Annika flyttet ind, og Torparn har givet tilladelse til, at Annikas pony, Samira, også kan stå på Racka sammen med Santos, Panda og Bandit.

Annika har et voldsomt temperament, og hvor den daglige hestepasning før har været hyggelig og sjov, bliver den pludselig fyldt med bagtalelse, misundelse og vrede. Annika kan ikke ride på Samira, fordi den endnu ikke er 2 år, og derfor vil hun gerne låne Santos lidt. Men Sofia vil under ingen omstændigheder låne sin Santos ud! Santos som hun arbejder så hårdt for at tjene penge til, på konditoriet.

Det der skulle have været en hyggelig juleferie med masser af sne, Luciaoptog og konkurrencer på babyski efter ponyerne, bliver til et forfærdeligt rod af problemer og surt arbejde, synes Sofia. Og alle pigerne får tvunget hinanden ud på grådens rand, før de bliver villige til at give sig lidt. Den eneste der er evig optimist er Niklas – og så Andreas. Dejlige Andreas, som pludselig begynder at trække Sofia ind til sig, for at varme hende.

Den jul var anden juledag langt vigtigere end selve juleaften. Specielt efter at Sofia havde pakket julegaverne fra mor og far op – en vanvittig flot mørkegrøn ridejakke og et par splinternye hvide bukser. Jakken var brugt, men den pige, der havde haft den, havde vundet de svenske mesterskaber. Det var en vinderjakke. Det kunne man se på den. Sofia var så fin i det nye tøj, at hun næsten blev genert.

Hesteliv er skrevet af den svenske forfatterinde, Lin Hallberg, der også har skrevet den populære serie om hesten Sigge. Hesteliv er tredje bind i serien ”Hestevenner”, der indtil videre er på 5 bind.

Lin Hallberg ved så meget om heste og dressur, at det er en stor fornøjelse at læse om alle detaljerne i rytternes sejre og nederlag med ponyerne. Vi hører hvordan Sofia træner balance, parade, hjørner, tempo og spring med Myggen, og hvordan de fire ryttere dagligt strigler, sadler, rider ture i skoven, fodrer og hygger om ponyerne når de kommer hjem. Alt bliver beskrevet så hyggeligt og nært, at det er næsten lige så godt som at eje en pony selv!

Samtidig kommer vi tæt ind på de alle de store følelser hos de unge. Det rører virkelig én i hjertet når der opstår konflikter. For når Sofia og Annika er ved at kradse øjnene ud på hinanden, i overført betydning, viser Lin Hallberg skænderiet fra alle sider, så det netop ikke bliver en banal kamp om den gode mod den onde. Uanset hvilket svært skridt Sofia tager, føler man samtidig hendes afmagt, jalousi, og skyldfølelse. Helt utrolig ægte og hudløst – for der er ingen nemme løsninger i en verden, hvor 10-12 teeangepiger kæmper om de bedste heste, førstepladser ved stævner, ægte kammeratskab og trofaste kærester.

Du behøver absolut ikke være hestegal for at læse ”Hestevenner”-serien om Sofia og Santos. Historien er skrevet så brændende godt, at alle der elsker natur, dyr og friluftsliv, straks bør gribe den.

Lin Hallberg: Hesteliv (Hestevenner; 3) På dansk ved Kamilla Jørgensen. Gyldendal, 2009.-284 sider

Hvad synes du om bogen? Giv stjerner eller skriv en kommentar.

1 stjerne2 stjerner3 stjerner4 stjerner5 stjerner (1 stemmer, i gennemsnit: 5,00 ud af 5)
Loading ... Loading ...

Skriv en kommentar

Hvis du vil have dit eget billede på, skal du have en konto hos Gravatar.com
Skriv din mening, men tal lige ordentligt! Der er ingen, der gider høre på en masse l***. :)