- Fortællingen.dk - http://fortaellingen.dk -

Lin Hallberg: Vennebogen

Lin Hallberg: VennebogenMormor giver Klara en vennebog i fødselsdagsgave. Men  Klara har ingen venner. Så i stedet bruger hun bogen til at skrive om klassen og kammeraterne.

Tilværelsen i Klaras klasse er barsk. Hos drengene styrer Kemal. Alle drengene ser op til ham og tør ikke mene noget før de ved, hvad Kemal synes. Kemal er kæreste med Auriel, den populære pige i klassen. Auriel er altid omringet af veninder og hvis man ikke hører til i Auriels kreds er man ingenting. Klara er luft for Auriel.

Da Anton starter på skolen bliver der rykket ved balancen i klassen. Anton er modig og han udfordrer Kemal, da han forelsker sig i Auriel.
I første omgang prøver Anton at falde til. Han gør alt for at blive ven med Kemal også selv om det betyder, at han må gøre ting, han ikke bryder sig om. Men samtidig er han jo forelsket i Auriel og vil han være sammen med hende, må han kæmpe…

Klara følger med i livet i klassen fra sidelinjen, og hun skriver alt ned i sin vennebog.
Klara kan lide Anton. Han er anderledes og Klara føler, at han forstår hende. Hun er sur på ham fordi han giver op og lader Kemal vinde. Hun vil have ham til at kæmpe – kæmpe for klassen og retten til at være anderledes.

I dag valgte Anton side. Han gik fra det gode til det onde. Han tror ikke, at han har noget valg. Det vigtigste i livet er at være ven med nogen. At være med. Han tror ikke, at han er stærk nok til at kæmpe mod Kemal.

Det kræver sit at overleve i denne 4. klasse. Eleverne mobber hinanden og er ondskabsfulde, fordi de frygter selv at havne nederst i hierarkiet. Bogen rummer mange følelser; Klara er usynlig og ensom, Kemal er dominerende og barsk, Anton er udenfor og oprørsk, Auriel er udspekuleret og spiller alle ud mod hinanden. Der er vrede og uvenskab – men der er også håb.

Lin Hallberg: Vennebogen (Klaras vennebog;1) Forum, 2007