Storslået serie om magt, kærlighed, æresbegreber og drabelige alliancer og kampe.
Drengen Tomaso vokser op blandt De skjulte – en samling pacifister, der lever tilbagetrukket med forestillinger om deres egen gud, væk fra andre klaners voldelige magtintriger. Den grusomme og skruppelløse Lord Lida – lederen af den fjendtligsindede Tohan-klan – angriber med sin hær den landsby, Tomaso lever i. Der er tale om etnisk udrensning, og succeskriteriet er, at hele byen udslettes. Kun Tomaso reddes bort af Lord Otori Shigeru, som derfra tager ham under sin beskyttelse. Shigeru omdøber den chokerede Tomaso til Takeo og lader ham træde ind i sin familie og klanen Otori. Otorierne er en fredelig klan, som dog længe har bekriget de aggressive Tohanere. Universet, som begivenhederne udspilles i, bliver kaldt De tre Riger og beskrives som et mytisk, japansk feudalsamfund. Et samfund, der i høj grad præges af voldsomme magtkampe pga. klanernes indbyrdes stridigheder.
Hævnens gnist brænder i Takeo, og da det viser sig, at han har (for ham) ukendte evner, virker det også realistisk, at han en dag kan hævne de uretfærdige og bestialske mord på sin familie. Takeo har aldrig kendt sin far og bliver ved Otoriklanen bevidstgjort om, at den ukendte far hørte til Stammefolket – en krydsning mellem ninjaer og samuraier. De er elegante krigere, der udover at have en fabelagtig hørelse blandt andet også kan splitte deres jeg og således være to steder på en gang. Disse evner træner Takeo med henblik på hævnens time. Lord Shigeru har også et regnskab at gøre op med Lord Lida.
Romanens anden centrale hovedperson er pigen Kaede, der vokser op som mishandlet slave hos slægtninge – selvom hun er ud af fin familie. Det besluttes, at hun som del i en alliance med Otoriklanen skal bortgiftes til Lord Shigeru. Kaede bliver pant i krigen mellem klanerne og kommer til at spille en stor rolle – for Otoriklanen og især for Takeo. Og for Takeos hævn.
Titlen på romanen hentyder til et fantastisk gulv, der synger som nattergale, når der trædes på det. Det lyder magisk, men den er god nok – gulvet eksisterer. Gulvet og andre tilsyneladende magiske og ukendte elementer i handlingen er med til at skabe en original fortælling, som er stoppet med facts om det japanske samfund (historisk set) og forfatterens egen fantasi. Det virker fremragende, og læseren hvirvles ind i dette unikke univers, som overordnet er spundet sammen med fint vævede tråde om æresbegreber, had, kærlighed og korrumperende magt. Det er en kompakt fortælling, hvor der sker meget, og er således en roman, man kan nyde flere gange.
Lian Hearn tilfører en masse nyt til fantasy-genren med sin fortælling om Otoriklanen. Jeg frydes over at kunne formidle denne roman til kendere af genren og de fantasyforskrækkede (voksne) mennesker, der tror, at fantasy er Harry Potter. Denne roman appellerer bredt, og jeg nyder personligt at læse en bog, som har så meget kraft og saft, at man som læser når hele følelsesregistret igennem. Romanen rummer historier om endeløse intriger, menneskelig grusomhed og dyb kærlighed. Man hader, forfærdes, væmmes, forelskes og forundres.
Forsideillustrationen er en æstetisk nydelse, dragende smuk og indbydende, og præsenterer perfekt sit indhold. Når man ser forsiden, ved man præcis, hvilket univers man nu forsvinder ind i. Oplevelsen af historien starter allerede med forsiden – gid, det forholdt sig sådan med størstedelen af udgivelser i Danmark.
Nattergalens sang vil udfordre og fortrylle både unge og ældre læsere. Dette i høj grad på grund af fortællingens originalitet og sproget, som er velskrevet, og handlingen, som er veldrejet. Jeg giver romanen mine bedste anbefalinger og tøver ikke, før jeg fortsætter videre ind i fortællingerne om Otoriklanen med andet bind i serien: Hejrens tegn.
Lian Hearn: Nattergalens sang. (Otoriklanens fortællinger; 1) Oversat af Karin Bodenhoff. Gyldendal, 2005
Forside: Ellie Exarchos. Originaltitel: Across the Nightingale Floor, 2002
Nærværende forside af Nattergalens sang er så at sige forlaget andet forsøg. Først udkom bogen med forsideillustration af Emil Landgren. En udmærket illustration, som jeg dog synes forenkler indholdet og sender signaler om en roman, der mere specifikt henvender sig udelukkende til unge læsere.
