Det sidste gribende og fantastisk spændende og sanselige kapitel i Otoriklanens Fortællinger
Otoriklanens fortællinger er blevet en international bestseller – den er oversat til mere end 20 sprog, og dens enorme popularitet er meget velfortjent. Jeg har haft tårnhøje forventninger til dette sidste bind i serien – og lad mig afsløre med det samme, at de er blevet indfriet og mere til. Igennem to bind er det lykkedes Lian Hearn at op- og udbygge det fantastiske univers De tre riger, der bliver beskrevet som et middelalderligt Japan. De tre riger har været plaget af adskillige magtkampe og blodige intriger.
Takeo og Kaede – seriens hovedpersoner – er endelig blevet forenet, og de er blevet gift meget mod flere klaners vilje. Deres kærlighed er gennemgribende stor, og tilsammen er de to unge stærke, men ikke uovervindelige. Deres plan er at genforene riget og genopbygge og pleje de landområder, de hver især retsmæssigt råder over. Takeo, som blev adopteret af Otoriklanens leder, vender nu hjem fra sit eksil i klostret med Kaede som sin hustru. Han ved, at flugten fra Stammen, som han helt bogstaveligt tilhørte, kan have vidtrækkende konsekvenser. Stammen glemmer ikke, og det, at han har vendt dem ryggen, betragtes som forræderi og giver dem ret til at tage livet fra ham. At han så tilmed har nogle optegnelser over deres hemmeligheder gør hans liv endnu mere sårbart.
Arai – krigsherren fra Seishuuklanen – har nu kontrollen med størstedelen af De tre Riger. Han kunne have været Takeo og Kaedes allierede. Men de satte deres kærlighed højere, og han er nu deres fjende.
Takeo er ikke anerkendt af Otoriklanen – hans adoptivfars onkler – som dens sande og retmæssige leder. Det besværliggør Takeos planer, men udelukker ikke noget. Han er karismatisk og får hurtigt samlet en hær på flere tusinde loyale mænd, der vil følge ham igennem eventuelle blodige kampe, hvilket slet ikke er usandsynligt, for profetien om Takeo siger, at fem krige vil købe ham den fred, han efterstræber – de fire vil han vinde, og én vil han tabe.
Takeo og Kaede kommer ikke til at opleve en almindelig dagligdag sammen – snart bliver de endnu engang nødt til at skilles. Takeo drager af sted med sin hær mod de kampe, der venter ham. Takeos rejse gennem De tre Riger bliver dramatisk og spændende for læseren. Beskrivelserne af både drabelige kampe og forholdene mellem menneskene står knivskarpt, og bogen er svær at ligge fra sig.
Da Takeo vender hjem igen, er Kaede væk, og der er flere slag i vente – også det, der er at tabe.
Otoriklanens fortællinger er et vidunderlig epos. Dette sidste bind i serien står for mig som det absolut stærkeste. Skæbnestrådene samles og handlingens spænding sitrer og dirrer, og som læser opsluges man helt og kan kun overgive sig til det univers, som Lian Hearn på genial vis har skabt.
Otoriklanens fortællinger fortryller og går helt ind under huden på sin læser, og heldigvis er Lian Hearn ikke helt færdig med De tre Riger. I september 2005 udkommer der endnu en serie, ”Grass for His Pillow” – som i øvrigt også var den engelske titel på bind 2 (Hejrens tegn) i Otoriklanens fortællinger. Mens man venter på mere fra Lian Hearn i dansk oversættelse eller Otoriklanens fortællinger omsat til film, kan man udforske seriens hjemmeside – er man meget entusiastisk, findes der også rigtig flotte hjemmesider om serien på både fransk og tysk .
Lian Hearn: I månens skygge (Otoriklanens fortællinger: 3). Oversat af Karin Bodenhoff. Gyldendal, 2005. Forside: Ellie Exarchos.