- Fortællingen.dk - http://fortaellingen.dk -

Lene Kaaberbøl: Skyggeporten

Lene Kaaberbøl: SKyggeportenUnderholdende fantasyhistorie om den stumme Anna som pludselig en dag hører en stemme kalde. En stemme som kun hun kan høre.

Siden Annas mor forsvandt, da Anna var 6 år, har hun levet i det lille drivhus bag ved det kæmpestore hus som hun og hendes far egentlig ejer. Hun har altid fået at vide, at hun aldrig nogensinde måtte gå derop. Hverken dette, eller mobningen henne i skolen har Anna sagt noget til. Og dette er udelukkende fordi hun er stum. For hvis hun ikke havde været det, ville hun for længst have sagt alle de spørgsmål hun så gerne ville have svar på. Hvorfor har hun en tatovering af en edderkop på sin hånd? Hvad er det med det hus? Og hvor er hendes mor?

Men en dag begynder Anna at få kontakt med sin mor. En stemme inde i hendes hoved, der råber på hjælp. Desværre har Anna ingen anelse om hvor den stemme kunne komme fra, men noget siger hende, at hun kan finde svaret inde i huset.
Så en dag stjæler hun nøglen fra sin far og går derop. Men det er først da hun får hjælp af den lidt ældre indvandredreng Aian, at hun får mod nok til at opdage en dyb og uhyggelig hemmelighed omkring huset.
Snart ender Anna i det mørke Natland, hvor hun pludselig får svar på mange af de spørgsmål hun har stillet sig selv. Svar hun slet ikke havde lyst til at få.

Skyggeporten er en ret god og spændende bog. Den varierer meget med hvornår der sker noget og hvornår det er lidt mere roligt. Plottet er også rigtig godt, og man er nogle gange i tvivl om hvem man kan stole på, dog ikke helt krimiagtigt. Man fornemmer fint stemningen alle vegne, og man forstår virkelig Anna og de andre personer rigtig godt. Der er mange scener der er meget gribende, og handling er der masser af. MEN! Bogen er ikke fuldstændig over al forventning, og nok ikke en man kaster sig over én gang til. Den er fin nok at bruge et par eftermiddage på, og underholder meget godt, men det er som om der mangler noget. Slutningen er god og der er god action, men på en eller anden måde er den ikke helt i topklasse. Det er svært at sætte en finger på nøjagtig hvad det er der mangler, men i hvert fald er det en fin eftermiddagslæsning, og god underholdning til den, der læser fantasy.

Lene Kaaberbøl: Skyggeporten. Phabel, 2006. Forside: Poly Bernatene