- Fortællingen.dk - http://fortaellingen.dk -

Lene Kaaberbøl: Skyggeporten

Lene Kaaberbøl: SKyggeportenEndelig kom en ny roman af Lene Kaaberbøl. Forsiden er smuk og dragende og historien lokker sin læser afsted til en helt anden verden…

Det er almindelig kendt, at bøgerne om Harry Potter har fået mange børn til at læse. Men vi behøver faktisk ikke skæve så langt som over den engelske kanal efter historier, der pirrer børnenes læselyst. For herhjemme i vores egen lille andedam har vi altså Lene Kaaberbøl og hendes populære bøger om f.eks. Dina, Skammerens datter, eller sølvrytteren Katriona. Deres betydning for børn og læsning er ikke til at komme uden om. Lene Kaaberbøls ønsker at skabe bøger, som virkelig er spændende. Det ved jeg, fordi jeg har skam selv hørt hende sige det. Spændende bøger skal sprudle og boble af handling – masser af handling – og det endda fra første side. Sådan er det også med Skyggeporten..

Anna bor alene sammen med sin far i et drivhus bag det store flotte hus, hvor de engang var en lykkelig familie. Men Annas mor forsvandt, og ingen har hørt fra hende siden, altså lige indtil den dag, Anna hører en stemme inde i hovedet, der beder om hjælp. Stemmen tilhører Annas mor, og hun kalder fra et sted, som Anna snart erfar er er dystert og meget anderledes end den virkelighed, hun kender til.

Anna er selvfølgelig ikke helt almindelig. I skolen bliver hun forfulgt af de værste rødder, der kalder hende Stummesen. Øgenavnet er nu rammende nok, for Anna kan ikke tale. I stedet skriver hun. Alligevel går hun i en almindelig skole. Det er her, hun møder Aian, som egentlig først hænger ud med Annas plageånder, men efter et særligt alvorligt mobbeovergreb på Anna bliver de to en slags venner. Sammen udforsker de Annas barndomshjem, det store flotte hus, som på mystisk vis bliver porten til en helt anden verden, Natlandet, hvor Annas skæbne venter hende.
Natlandet er et skummelt sted, hvor mørke kræfter regerer, og det viser sig hurtigt, at Anna har stor indflydelse på forholdene i Natlandet, og den fjende, hun er oppe imod, er stor og tættere på end hun tror.

Skyggeporten er en helt klassisk fantasyroman, hvor det gode sætter sig op mod det onde. Lene Kaaberbøl skriver i et sprog, der er letlæst og enkelt. Som sagt er det handling, der driver værket, hvilket betyder, at Kaaberbøl ikke spilder kræfter på detaljerede beskrivelser af miljø eller personer. Alligevel pustes der liv i dem, og Kaaberbøl forstår at understøtte sin handling i Skyggeporten med spændende originale ideer som f.eks. ”drømmehvirvlerne”, små stykker vildfarende drømme, der blæser rundt som vindhekse, og som ved fysisk kontakt trækker en ind i en ond drøm, der helst vil fastholde sig offer.

Der er noget foruroligende og drømmeagtigt over det univers, Lene Kaaberbøl har skabt i Skyggeporten. Natlandet har, selvfølgelig, en ond hersker, hvis ondskab udløber af en sygelig trang til at besidde og eje, hvilket bl.a. udmønter sig ved, at hun bemægtiger sig folks skygger og dermed får magt over deres sjæle. Når man ønsker sig magt over andres sjæle, er man ikke bare ond, men O N D!

Skyggeporten er den mest dystre roman, Lene Kaaberbøl endnu har skrevet. Den er ikke så dyster, at den vil holde børn over 11 år vågen om natten men det udelukker ikke, at den vil hvirvle sig ind i deres drømme eller lure i skyggerne i krogene i deres værelse…

Phabel har valgt at udgive Skyggeporten i to udgaver; som paperback og en lækker hardback. Prisforskellen er 100 kr.

Lene Kaaberbøl: Skyggeporten. Phabel, 2006. Forside:  Poly Bernatene.