Klassisk dansklærerroman
De første kendte heksebrændinger i Danmark er fra år 1540, og den sidste dømte heks blev brændt på bålet i 1693. Et sted i mellem disse to årstal foregår romanen Heksefeber, som blev Leif Esper Andersens gennembrud som forfatter. Romanen udkom i 1973 og tusinder af elever har læst den i forbindelse med danskundervisningen i folkeskolen.
Esbens mor bliver anklaget, dømt og brændt som heks. Selv undslipper han, og i sin flugt væk fra den grusomme uretfærdighed møder han manden Hans, som lever alene ved fjorden med den smukke og barske natur omkring sig. Hans er selvvalgt udstødt. Folk opsøger ham for at få hjælp mod sygdom og dårligdomme, og Hans hjælper, selvom han ved, at det bringer ham i fare i en tid, hvor frygten for hekse og anden indbildt djævelskab slider og forvrænger samfundet.
Esben er traumatiseret af angst, men i Hans’ rolige selskab får han sat ord og følelser på angsten, og efterhånden stykkes historien sammen om hans oplevelser og om morens skæbne. Esben får fortalt sin historie, og Hans’ skæbne rykker tættere på.
Heksefeber er en dyster og følelsesladet men letlæst lille roman. Den rummer en grum autencitet, som helt enkelt danner et billede af, hvordan hekseprocesserne i Danmark udspillede sig. Leif Esper Andersen var socialist, og alle hans romaner bar præg af dette. Med det in mente handler Heksefeber ikke kun om uvidenhed, intolerance eller syndebukkementalitet, dens ærinde er i høj grad også at berette om et samfund, hvis magthavere (kirken) fyldte sine borgere med angst. En angst, som undertrykte dem og gav kirken kontrol. Rammen er historisk, men budskabet strækker sig ind i en større sammenhæng.
Leif Esper Andersen var uddannet folkeskolelærer. Heksefeber kan måske ikke beskyldes for at være belærende, men det er tydeligt, at Esper Andersen er bevidst om sin barnelæser, som når han f.eks. lader Esben stille Hans nogle svære eksistentielle spørgsmål, som denne erfarent svarer på.
Mange børn møder som sagt Heksefeber i folkeskolen. Jeg mener bestemt, at tiden er løbet fra den. I undervisningen er romanens åbenlyse styrke dens mange lag, som gør den perfekt anvendelig i bred analytisk øjemed. Romanen rummer en del henvisninger til naturen, som virker rolig og uforanderlig men samtidig kraftfuld. Dette understøttes at stærke illustrationer udført af Mads Stage.
Leif Esper Andersen: Heksefeber. Gyldendal, 1973. Forside: Mads Stage