- Fortællingen.dk - http://fortaellingen.dk -

Lea Letén: Mads maler kunst

Mads, bedstemor og kunsten

Når Mads besøger bedstemor elsker han at male billeder. Bedstemor er nemlig meget imponeret over hans værker og synes, at det er rigtig kunst. Hun ”køber” hans billeder for slik. Mads er slikken og går derfor ud i nabolaget for at tilbyde sin kunst. Ikke alle værdsætter hans evner, og han får skæld og smæld frem for afregning i lakridser som forventet. Han vender slukøret tilbage til bedstemor, som begejstret køber alle værker for to lakridser og indrammer dem på flotteste vis.

En billedbog om at tro på sig selv og et varmt forhold mellem generationer, men også et opråb til alle voksne om at være åben og anerkendende overfor børns kreative evner og udtryk.

”Tænk at man kan få slik for at lave billeder. Mads smiler ved tanken. ”Jeg kan blive rig,” tænker han.”
Tænk at blive rig – på slik!

Lea Letén er autodidakt tegner, og debuterede i 2006. Hun har udgivet flere titler og har også illustreret andres historier. Det er alle fine små helstøbte værker med sin egen tone. Hun har sin helt særlige måde at lade sine personer vise følelser på, så det gør et stort indtryk på mig som læser. Jeg kan godt lide kemien mellem Mads og bedstemor og holder også af episoden med damen i haven, som Mads tegner. Hun er ikke just begejstret for hans gengivelse af hende med stor næse og topmave! Mon nogen føler sig ramt!

Bogen er dedikeret til Lea Leténs farmor for hendes uforbeholdende støtte! Jeg vil gerne høre mere til Mads og hans dejlige bedstemor. Mon man kan håbe på en 2’er?

Læs mere om Lea Letén her:

Lealeten.dk
børnelitteratur.dk

Lea Letén: Mads maler kunst. Høst & Søn, 2009. – 28 sider