- Fortællingen.dk - http://fortaellingen.dk -

Laura Ingalls Wilder: Det lille hus på prærien

Laura Ingalls Wilder: Det lille hus på prærienI nybygger tidens USA drager Lauras familie vestover. Det starter en spændende tid. Der lurer mange farer som ulve, indianere og præriebrande. Men der er bestemt også tid til lykkelige stunder.

Familien Wilder føler sig indeklemt i de store skove, som efterhånden er fyldt med nybyggere. Derfor pakker de alt og drager vestover på prærien hvor jorden er gratis. Det bliver en lang tur fuld af farer på den tomme prærie. Når tingene går galt, har familien kun sig selv at stole på, for hjælpen er langt væk. Det bliver dog lidt lettere, da de finder et sted at slå sig ned. Men naboerne er stadigt langt væk og det bliver næsten fatalt, da familien rammes af malaria.

Når forlag beslutter at genoptrykke gamle børnebøger, tager vi børnebibliotekarer os ofte til hovedet. Hvorfor genoptrykke gammelt og desværre ofte halvdårligt børnelitteratur, når der nu skrives så meget godt nyt? Men denne gang er det anderledes, jeg er superglad for at Gyldendal igen udgiver denne fantastiske serie, endda med de smukke stregtegninger fra den gamle udgave. Det fortjener klart et klap på skulderen, som en kendt rapsanger lige nu opfordrer til.

Historien fortælles ud fra Lauras synsvinkel. Hun er en frisk pige med en sund appetit på livet og en veludviklet nysgerrighed. Forældrene er strenge, men bestemt ikke usympatiske og man får indtryk af et meget harmonisk hjem præget af kærlighed. Her hjælper alle hinanden og man er glade og taknemmelige for lidt. Jeg husker endnu første gang jeg læste serien. Jeg var dybt forundret over, hvor glade børnene blev for de få og med nutidens øjne lidt fattigt julegaver.

Familien får nye venner i det fremmede og især Hr Edwards gør stort indtryk på mig. Da vejret gør det umuligt for forældrene at købe julegaver, må de nødtvunget fortælle børnene at julemanden ikke kan komme frem i år. Julen virker bleg og stille, selvom pigerne modigt forsøger at trøste sig selv med alle de gode ting de har i deres liv. Pludseligt dukker Hr Edwards op med gaver og fortæller at han har mødt julemanden. Manden har med fare for sit liv krydset en fossende flod for at give pigerne en julegave. Det er stort

Wilder giver et kik ind i en verden ganske anderledes end i dag. En verden uden tv, telefon og bil. Familiens opbrud betyder at der er dele af familien, de aldrig vil se igen. Rejsen er simpelthen for lang. Svært at forestille sig i vores fly og bilfyldte dage. Man er ganske afhængelig af egne ressourcer og det er et hårdt liv, men ingen beklager sig for de har aldrig kendt andet.

Tonen i Det lille hus på prærien er let og forfatteren tager fint hensyn til læserens manglende kendskab til hendes verden. Alting forklares, men uden at bogen bliver kedelig eller tung. De smukke og rolige stregtegninger understøtter tonen og synliggør nogle af de ting som forklares.

Forunderligt nok er bogen langt hen af vejen bare en beskrivelse af dagligdagens trummerum, som med jævne mellemrum brydes af farefyldte situationer f.eks en præriebrand og indianere på krigsstien. Det burde faktisk være dødkedeligt, men er det bestemt ikke!

De farefulde episoder giver anledning til stor angst hos Laura, men i modsætningen til i dag tales der ikke om det. Det fejes af bordet og det er svært at forestille sig en nutidsfamilie gennemgå det samme uden at skulle have krisehjælp.

Bøgerne om Laura er forholdsvis lange, men skrifttypen, de korte afsnit samt det flydende og enkelte sprog gør dem velegnede til svage læsere og til højtlæsning. Her er mange ting at tale om i fællesskab.

Det er intet under at bøgerne er blevet klassikere og det på trods af den forfærdelige tv-serie som, efter min mening, ganske massakrerer den smukke bogserie. Heldigvis genudsendes tv-serien netop på DR, hvilket får børn til at spørge efter bøgerne. Gudskelov for det, tænk hvis tv-versionen var alt de kom til at kende.

Laura Ingalls Wilder: Det lille hus på prærien, 2. bog i serien. Oversat af Ellen Kirk. Gyldendal, 2006. Forside: Garth Williams