Det skønne, skønne hav er ikke så skønt endda i denne gribende historie om pigen Julia, som vi via hendes dagbog følger et år, hvor anoreksien gradvist sniger sig ind i hendes liv.
For nylig så jeg en overskrift i Dagbladet Politiken: ”Hvorfor er svenskerne og finnerne dygtigere end danskerne?” Under læsningen af denne finske ungdomsroman går Julias klasse til et utal af prøver i historie, engelsk, matematik musik m.m.. Sådan fornemmer jeg ikke verden i den danske folkeskoles 8. – 9. klasse – i hvert fald ikke, som det ser ud i min søns 9. klasse. Derfor kan der godt være karakterræs alligevel, som i Julias klasse, hvor især pigerne går meget op i gode karakterer. De går også meget op i drenge, veninder, smart tøj og det at leve op til tidens skønhedsideal, nemlig at være slank. Disse interesser adskiller sig ikke fra danske og andre landes teenagepiger.
Julia har to yngre brødre, der endnu ikke er bundet af pligter i hjemmet, en karrierefar og en mor, der er lærer, og som har nok at se til, da hun klarer det meste af det huslige. Også Julia er flittig og bruger timer på lektierne; det er vigtigt at være perfekt. Julia Synes, hun er for tyk, og begynder at løbetræne og går gradvist over til en kost bestående af salat, æbler, fedtfattig yoghurt og vand. Gradvist opstår en følelse af at være fed og ulækker, og selv om hun støt taber sig i vægt, ændres denne følelse ikke. Hun optrapper motionen til mave- og balleøvelser samt armbøjninger. Julia vågner ofte om natten og har hovedet fuldt af dystre og mørke tanker – og ensomheds- følelse, men hun indvier aldrig sine omgivelser heri. Billeder af mørkt, iskoldt vand, hajer m.m. fylder hendes indre. Romanen indledes med et citat af den finske digter Edith Södergran, bl.a. med følgende strofe: ”Det skønne, skønne hav er det farligste at se…” Julia føler, at piger og kvinder bliver udnyttet på alle måder: seksuelt, via dobbeltarbejde, mishandling, og reagerer med voldsomhed og selvhad mod det. Hun river, kradser og slår sig selv. Det lykkes længe Julia at skjule, hvor lidt hun spiser, men hendes mor opdager det til sidst, og hun kommer til læge, psykolog og ernæringsekspert og bliver grundigt undersøgt. De appellerer til hende om at spise, der er fare for hendes liv, men de fleste af behandlerne er i virkeligheden bange for hendes destruktivitet og ved ikke, hvad de skal stille op. Moderen kæmper med næb og klør for Julias liv, og romanen slutter med et forsigtigt håb og vilje til livet fra Julias side.
Der er lidt for meget skole og terperi i starten af romanen, men det betaler sig at holde ud, det er en meget gribende skildring af anoreksiens fangarme. Der er ingen tvivl om, at forfatteren ved noget om sit emne og forstår at skildre det. Romanen er nok mest for piger fra 12 år og langt op. Også voksne, med problematikken inde på livet, vil have udbytte af at læse den.
Kira Poutanen: Det skønne, skønne hav. Oversat af Helena Idström. Carlsen, 2002.
Forside: Anne Pedersen. Originaltitel: Ihana meri