- Fortællingen.dk - http://fortaellingen.dk -

Kim Langer: Den afrikanske forbandelse

afrikanskeforbandelseDramatisk historie om den danske slavehandel på Guldkysten i Afrika

Året er 1788, hvor Amas trygge tilværelse brat bliver forvandlet til et mareridt, da hele hendes stamme bliver fanget af den sorte general, Opoku, og ført til det danske fort på Guldkysten. Her bliver de opbevaret under umenneskelige forhold i flere uger – fanger, der dør på landjorden, dør ikke på slaveskibet, hvor de er guld værd.
Amas historie flettes meget hurtigt ind i de danske kolonisters. Hendes mor bliver voldtaget af den danske guvernør, Kipnasse, og Ama allierer sig med en troldkvinde, som kan kaste en forbandelse på ham.
Den danske slavehandler, Købmanden, forhandler med General Opoku om at købe flere afrikanere. Skibet skal være fuldt lastet inden det stævner imod De Vestindiske Øer. Opoku rydder simpelthen en hel landsby, som er under opbygning af den dansk læge, Isert. Landsbyen skulle være en del af et projekt, en plantage, som kunne indtjene penge til den danske stat.
Det lykkes Ama at flygte ved hjælp af mulatten, Kofi, men kan hun redde sin mor og lillesøster fra Købmanden…

Den afrikanske forbandelse er en medrivende og eventyrlig historie om Ama og hendes folks tilfangetagelse. På den ene side kan man indleve sig i Amas frygt, og håb og på den anden den side kan man græmmes over den umenneskelige behandling og grådighed, som kolonimagten lagde for dagen. Bogen er fyldt med detaljer, som vidner om, at der har ligget et større researcharbejde bag, hvilket er med til at gøre romanen vedkommende og autentisk. Noget, jeg blev optaget af, var hele beskrivelsen af forholdet imellem Købmanden og General Opoku – hvilken grusomhed både hos den danske købmand og især hos den afrikanske general, som jagtede sine egne for at tjene guld og andre varer.
Der er også en historie gemt om guvernøren, Kipnasse, som er syg på både legeme og sjæl – datidens Afrika var ikke for tøsedrenge. Man følger hans forfald, hvad enten det er Afrika eller sort magi, der gør det, så er det en historie, der gør indtryk med et lille stænk af skadefryd: Han duede ikke, hverken moralsk eller menneskeligt.
Den afrikanske forbandelse er en velskrevet roman om et sort, sort afsnit i dansk kolonihistorie. Der er ingen tvivl om, at den er med til at udfylde et skønlitterært hul i historien, som yngre læsere kan få udbytte af.

Den afrikanske forbandelse er 2. selvstændige del af et projekt, der startede med Kongen af Kandy.
Det er meningen, at alle 4 romaner i serien skal have de gamle danske tropekolonier som omdrejningspunkt.

Kim Langer: Den afrikanske forbandelse. Omslagsillustrator: Pernille H. Jensen. Omslagsgrafiker: Nete Banke/Imperiet. Høst & Søn/Rosinante & CO, København 2008. 247 sider.