- Fortællingen.dk - http://fortaellingen.dk -

Kim Fupz Aakeson: Vitello skal have en papfar

Mor kysser en skaldet mand ude ved havelågen. Vitello er bekymret for hvad det er for noget. Det gør det ikke bedre da Vitellos hemmelige kæreste Kamma siger, at han skal have en papfar.

Og det gør det slet ikke bedre at Vitello faktisk mødte den skaldede før Vitellos mor gjorde – for det første møde var ikke positivt. Den skaldede mand hedder Gregers og er vist ok, men Vitello gider ikke have en papfar. Han har nok i sin far, der er en sjuft og en superengel, som hjælper Gud med at få solen op hver morgen.

Serien om Vitello er ikke kun for drenge synes jeg – den er også for piger og mødre. Min 7-årige datter og jeg elsker i hvert tilfælde Vitello og hans univers.

Bøgerne forholder sig humoristisk og underfundigt til hverdagen set igennem et barns øjne. Sproget er skønt, tegningerne er dejlige og Vitello er elskelig og alt er godt!

Kim Fupz Aakeson: Vitello skal have en papfar. Illustrationer Niels Bo Bojesen Gyldendal, 2010.- 32 sider