- Fortællingen.dk - http://fortaellingen.dk -

Kenneth Oppel: Himmelkatten

Kenneth Oppel: HimmelkattenSvæv med op over skyerne…

Højt, højt oppe over skyerne sejler luksus luftskibet Aurora. Det svæver let af sted som en sky, men er kæmpestort og rummer både mandskab og velhavende passagerer. Matt er kahytsdreng på Aurora. Han elsker at sejle himlen og luftrummet tyndt, og når han er på landjorden, bliver han rastløs og nervøs. Matts store drøm er at blive sejlmager ligesom sin far, der døde for tre år siden. Faren sejlede også med Aurora, og kaptajnen har givet Matt hyre af respekt for faren.
En nat, da Matt er skibets øjne, får han øje på luftballonen ”Endurance”, hvis eneste passager hænger livløst ved rælingen. Mandskabet på Aurora får bjærget luftballonen, og det viser sig, at passageren – en ældre eventyrer – er afkræftet og tilsyneladende forstyrret. Han taler om vingede væsener oppe i skyerne. Fantastiske og smukke vingede væsener…

Den bjergede passager fra ”Endurance” dør. Men et halvt år efter møder Matt pigen Kate, som er passager på Aurora, og som kan fortælle ham mere om de vingede væsener. Den ældre eventyrer var nemlig hendes bedstefar, og hun har arvet hans logbog, som rummer optegnelserne over hans fantastiske opdagelser. Kate, som er temmelig egenrådig og stædig, har besluttet sig for at bevise og dokumentere, at de vingede væsener virkelig eksisterer. Hun beder Matt om hjælp, og han er nysgerrig, men ønsker også at være pligtopfyldende og leve op til de forventninger, kaptajnen på Aurora har til ham. At lede efter fantasivæsener med en velhavende passager er ikke blandt dem.

Aurora bordes af pirater ledet af den skruppelløse Szirglas, der plyndrer passagererne og beskadiger luftskibet, som efterfølgende tvinges til at nødlande på en tilsyneladende øde ø. Aurora er ikke længere flyvedygtig, og mens mandskabet forsøger at udbedre de massive skader, benytter Kate lejligheden til at udforske øen. Selvfølgelig får hun lokket Matt med, og de to opdager noget, der i hvert fald overgår Matts vildeste forventninger, og som vil ryste videnskaben. Kates vedholdenhed i jagten på sandheden om væsener, hendes bedstefar mente at have set, kommer i sidste ene til at betyde, at både passagerer og mandskab på Aurora kommer i stor fare.

Himmelkatten er en spændende fortælling, der det meste af tiden befinder sig højt over skyerne, hvor den svæver let af sted og tryllebinder og underholder sin læser. Universet, historien udspiller sig i, leder tankerne hen på 1920’erne tilsat fantastiske elementer. Det er godt beskrevet, og det kendte blander sig med fiktion på bedste vis. Historien er meget velskrevet og leverer et stemningsfuldt action-eventyr, som Jules Verne kunne have skabt.

I sit hjemland Canada har forfatteren Kenneth Oppel modtaget priser for hans romaner. Også Himmelkatten, som er første del i en serie, er prisvinder. på forfatterens hjemmeside kan man se små stemningsfulde trailers til de to første bøger i serien. Også på dansk er der gjort noget ud af udstyret; Himmelkatten er en flot udgivelse – forsiden er dragende og lover et eventyr, som den bestemt indfrier.

Kenneth Oppel: Himmelkatten (Himmelkatten: 1). Oversat af Ole Steen Hansen. Sesam, 2005. Forside: David M. Gaadt