- Fortællingen.dk - http://fortaellingen.dk -

Kenneth Bøgh Andersen: Den sidste dag

Kan man dø af at spise müsli til morgenmad?
Livet er fuldt af valg og fravalg. Hvilke konsekvenser har dine valg for dig i hverdagen? Vi tænker ikke altid nærmere over vores handlinger, men efter at have læst bogen her, får man et nyt syn på sine handlingsmønstre dagen igennem, for døden kan lure overalt.
Bogen er inspireret af de kendte Sværd og trolddom-bøger, hvor du selv er hovedpersonen og skal på rejse rundt i historien. I denne historie er det ikke fantasy, men et hverdagsdrama der udspiller sig med inspiration fra gysergenren. Handlingen indledes med en fortælling om, at det er morgen – du ligger i din seng og er lige vågnet. Du skal nu beslutte, om du står op med det samme, eller om du trykker en enkelt gang på snooze på dit vækkeur. Herefter følger du henvisningen til næste kapitel.
I min første læsning af bogen nåede jeg kun at lave 3 valg, inden jeg afgik ved døden! Jeg forsøgte mig forfra igen, men denne gang gik det ikke bedre. Efter 3 valg fik jeg igen beskeden – dit liv ender her. Der er dog mulighed for at lave mange læsninger af bogen og dykke dybere ned i den komplekse historie.

”Da du har skrevet indkøbssedlen, kigger du på klokken. Du er i god tid. Faktisk så god, at du kan cykle på arbejde, hvilket jo var et af dine nytårsfortsætter. Du går hen og kigger ud ad vinduet. Det regner ikke, men det er mørkt – de lyse morgentimer ligger stadig et stykke ud i fremtiden.
Hvad gør du?
Cykler du på arbejde, gå til 54
Tager du bilen, gå til 3”

I forhold til de mange andre bøger Kenneth Bøgh Andersen har udgivet er dette en ny genre. Jeg håber, det vil inspirere både ham, men også andre forfattere til at gribe samme idé, og give flere bud på en sjov og inspirerende læseoplevelse.
Jeg har tidligere læst bøger efter opskriften Du er hovedpersonen. Det er en aktiv måde at læse på og kræver en anden involvering i teksten. Man bliver aldrig helt færdig, og får lyst til at starte forfra for at se, hvordan historien så vil udvikle sig. Jeg har lidt svært ved at præcisere bogens målgruppe. Hovedpersonen er sidst i tyverne, har arbejde, lejlighed og bil. Jeg tror især, at teenagere vil synes godt om formen, men de kan måske ikke fuldt ud relatere sig til bogens indhold.

Giv dig selv en anderledes læseoplevelse, og kast dig ud i de mange valg i Den sidste dag.

Læs mere her, hvor du også kan se et videoklip med Kenneths egen præsentation af bogen og finde link til omtale af den på Facebook.

Kenneth Bøgh Andersen: Den sidste dag? Valget er dit. Illustrationer af Palle Schmidt. Høst & søn, 2010.- 80 sider