- Fortællingen.dk - http://fortaellingen.dk -

Kenneth Bøgh Andersen: Dødens terning

Kenneth Bøgh Andersen: Dødens terningEndelig er den her: fortsættelsen i Den store Djævlekrig. Tag med til Helvede…

I “Djævelens lærling” blev Filip Engell ført til Helvede med det formål at overtaget stedet efter Fanden selv – med det ene, lille men, at Filips efternavn var meget passende, og at Helvede i al fald ikke var stedet, hvor han hørte hjemme. Det forhindrede ham nu ikke i at finde en del gode venner dernede.

Jeg fik aldrig læst første bog i serien “Den store djævlekrig”, men Bøgh Andersen er som sædvanlig god til at bringe sin læser ind i tingenes tilstand. Vi præsenteres for Filip, der er tilbage på Jorden, og får forhistorien serveret, uden det bliver akavet. Og inden der er gået mange sider, bliver Filip slået ihjel.

Det er vist ikke ofte, der sker for hovedpersonen i en roman, men det er naturligvis en nødvendighed, hvis man skal løse de problemer, der er opstået i Helvede. Denne gang er intrigen dog ikke opstået i Helvede, men lige i nærheden, hos Mortimer, som er Døden selv. Nogen har stjålet hans terning – det instrument, der afgør, hvor længe folk får at leve i. Hvilket betyder, at alle mennesker nu bliver født udødelige. Det lyder måske meget rart, men det er det ikke. Så det er blevet aftalt mellem Jahve, Djævelen og Mortimer, at Filip må hidkaldes.

Filip er snart tilbage i en verden, hvor han har masser af venner – men så sandelig også fjender. Ikke alle er lige tilfredse med hans indblanding, og der lægges planer i skyggerne (og skygger er der masser af i Helvede). Samtidig stilles han over for nogle svære valg, for handlinger i efterlivet kan få masser af konsekvenser i selve livet, og snart må vor helt kæmpe mod tiden for at rette én, der står ham meget nær.

”Dødens terning” er – som forventet – en velfortalt blanding af drama og humor – dog med mere hygge, end man nok ville forvente af en bog, der hovedsageligt foregår i Helvede. Der hældes masser af problemer på, som holder spændingskurven stødt stigende hen mod slutningen, og det fungerer upåklageligt. Eneste problem er, at ”Dødens terning” er midterste bog i en trilogi, hvilket betyder, at der ikke kan bindes alt for voldsomme knuder på de løse ender – der lægges nogle gode spor ud til næste bog, mens opgøret med skurken måske kommes lidt for let hen over, da denne naturligvis skal kunne vende tilbage til det endelige opgør.

Bøgh Andersens portræt af Døden får mig til at tænke på, om han mon ikke har læst Terry Pratchett (og især “Mort”), selv om her er tale om en helt anden type historie. Han morer sig også med masser af henvisninger til vores verden – som når Djævelen hører Elvis og brokker sig over, at han måtte sende sangeren videre opad; han sang som en engel, og den fornøjelse måtte de fordømte ikke få.

“Dødens terning” er uden tvivl ventet med længsel af de mange læsere, der har haft fat i “Djævelens lærling”, og jeg har svært ved at se, at de skulle blive skuffede. Forfatteren har endnu engang samlet sine elementer med ferm hånd. Nye læsere kan starte her, men det ville dog nok være smartere at begynde med Filips første eventyr i Helvede.

Kenneth Bøgh Andersen: Dødens terning (Den store djævlekrig: 2). Høst & Søn, 2007. Forside: Per Jørgensen