- Fortællingen.dk - http://fortaellingen.dk -

Katrine Marie Guldager: Lone og Nynne og dem, der lyver

Katrine Marie Guldager er en forfatter som skriver realistisk om relationer og følelser på en måde man kan genkende sig selv i. Som cirka syvårig er det veninderne og de gådefulde små svigt, man kommer ud for, som i den grad er i centrum.

Bogen om Lone og Nynne og dem, der lyver er en fortælling om, hvordan man kan forstå og forklare nogle af hverdagslivets trængsler. Svigt af den slags som måske ikke helt kan forklares. Det, der sker, når tre piger er veninder på skift og nogen lyver og taler grimt om de andre, for at opnå noget selv. Det kommer man jo ud for i livets skole og få fortæller så præcist om de ting, som Guldager. Bogen har et lix-tal på 14 og egner sig som den første selvstændige læsning, fordi den er båret så fuldstændig op på en relevant og godt fortalt synsvinkel. De syv-årige pigers synsvinkel.

Som jeg her beskriver det, kan man måske få den mistanke, at der er tale om en problemfikseret og overpædagogisk bog. Men nej. Der er tale om en enkelt læst, godt fortalt og spændende pigebog. Som også kan læses af drenge. Lone og Nynne er optagede af skoven, af fuglene og vinden og de bygger hule sammen.

Hvis man vil videre med det univers er Josefine Ottesens bøger om alfen Roselil og hendes venner gode, De tager fat om veninderelationer og udspiller sig i det usynlige univers, der er på færde, når veninder som Lone og Nynne rejser i deres fantasi. Det kan de nemlig gøre sammen, de to piger. Det er derfor, de er så gode veninder, jo.

Katrine Marie Guldager: Lone og Nynne og dem, der lyver. Carlsen, 2010.- 80 sider