Et lidt for velkendt miks af magi og skoleliv.
Hovedpersonen i Ild og vand, Maevelia Morion, har enorme magiske kræfter. Faktisk så store, at selv den mægtigste troldmand i verden indrømmer, at hans kræfter ikke kan måle sig med hendes, og hun kommer derfor ind på trolddomsskolen Layvon, hvor hun lærer alt i verden om magi. Her undervises elever i at styre deres magiske element, men Maeve skiller sig snart ud, da hun i modsætning til de andre elever ikke har ét, men to elementer, ild og vand.
Alt er spændende og nyt for den lille, forældreløse pige, der først for nylig lærte, at der var noget, der hed magi, men snart må Maeve sammen med sine venner forsøge at standse den mystiske herre, der forsøger at angribe guderne og overtage verden.
I De Spidsørede må Maeve kæmpe videre mod Novtorn, hvis metoder til at 
overtage gudeverdenen kun er blevet mere brutale og nådesløse. Samtidig må hun også håndtere problemer med veninder, dybe hemmeligheder, frygtelige dødsfald og de ukontrollerbare helende kræfter, hun nu besidder.
Mens alt dette foregår, er den unge sømand Phil Geroan taget af sted til Bjergfeernes rige for at hjælpe dem i kampen mod en fremmed og nådesløs fjende, der truer med at udslette hele deres race.
Læser man en anmeldelse af en bog, hvor den debuterende forfatter sammenlignes med legenden J.K. Rowling, ville man normalt antage, at det var et godt tegn. Jeg vil dog i Kathrine Louise Nielsens tilfælde vove at påstå, at det er en stor fejl at være for kraftigt inspireret af en anden bog, især når det er noget så verdenselsket som Harry Potter.
Forfatteren bruger meget tid på at beskrive studie- og især pigelivet på kostskolen, men når aldrig særlig langt ind på livet af personerne, og det – sammen med det lettere uoriginale sprog – er sådan set mit største problem med Nielsens bøger.
For mig at se forbliver alle personerne stereotyper hele vejen igennem, og beklageligvis er det faktisk ikke blevet bedre fra 1’eren til 2’eren. Her er Maeve nemlig blevet meget mere handlingslammet og hjælpeløs, end hun var i det første bind, og det har ikke bidraget til en bedre forståelse af, hvem hun er – i hvert fald ikke på den gode måde.
Jeg skal gerne indrømme, at der er visse ting i bogen som jeg aldrig har oplevet, og jeg derfor ikke kan sige om Maeves reaktion er realistisk eller ej – men her har forfatteren netop lagt en fælde for sig selv ved at lægge sig så kraftigt op af Harry Potter. Jeg sad jævnligt med Rowlings teenagere i tankerne og blev småirriteret over Maeves urimelige – og til tider urealistiske – opførsel, især over for hendes veninder og klassekammerater. Det er meget muligt, at der er folk, der opfører sig nøjagtig som forfatteren beskriver – men så bør hun have sørget for, at man virkelig forstår Maeve, før hun viser alt for mange af hendes dårlige sider frem.
Både Ild og vand og De Spidsørede formår dog alligevel at få hævet sig op på et niveau, hvor man alligevel synes, at det er en hæderlig historie. Blandt andet har Kathrine Louise Nielsen sørget for en del spænding i begge bøger, og især i 2’eren er plottet virkelig blevet godt skruet sammen så man tror på det og bliver revet med i de sidste par sider. Der er også et par stemningsfulde scener indimellem, så det er tydeligt, at forfatteren virkelig har forsøgt at lave to gode fantasybøger.
Problemet er bare for mig, at alt dette ingenting betyder, hvis jeg ikke forstår personerne og føler jeg kan forholde mig til dem. Indimellem synes jeg også at sproget halter. Så hvis du – ulig mig – er i stand til at adskille de ting og ikke mener, det er nogen hindring, kan jeg sagtens anbefale dig at læse Nielsens fantasyfortællinger, de andre elementer fungerer nemlig fint.
Kathrine Louise Nielsen: Ild og vand & De Spidsørede, Illustrator: Per Jørgensen, Forlaget Klim, 2010. – 326 sider