- Fortællingen.dk - http://fortaellingen.dk -

Kate Dicamillo: Eventyret om Despero er historien om en mus, en prinsesse, lidt suppe og en rulle sytråd

Kate Dicamillo:  Eventyret om Despero er historien om en mus, en prinsesse, lidt suppe og en rulle sytrådÅh, hvilket eventyr. Det er sjovt, sødt, alvorligt, tankevækkende og uhyggeligt. Skrevet i et smukt sprog med ømhed og humor.

Vores store helt i dette eventyr er den meget lille mus (50 g. kun 50 % af en gennemsnitsmus) Despero. Da Despero kommer til verden, konstaterer han, at han er en skuffelse for sin mor. Hun er led og ked af ham, fordi han er den eneste overlevende af et helt kuld – så meget ødelagt figur for så lidt museunge. Despero er desuden et lille skravl. Han har alt for store ører, og så blev han født med åbne øjne – uhørt blandt mus.
Desperos samlede familie bliver hurtigt enige om, at han er ganske håbløs og ikke værd at samle på. Han har underlige interesser. F.eks. vil han hellere læse i menneskenes eventyrbøger end at æde dem, trods den lækre og velsmagende lim, der holder dem sammen i ryggen. Skuffelsen over ham bliver total, da han en dag viser sig for mennesker, nemlig prinsessen og kongen på det slot, hvor de bor. Ikke nok med det: han taler med prinsessen og lader hende røre sig. Værst af alt: han bliver forelsket i prinsessen!

Det er den forelskede mus’ egen far, der foranlediger, at denne unaturlige skamplet på museracen kastes i den skumle, ildelugtende og farlige fangekælder under slottet.
Umuligt forelsket i prinsessen og forrådt af sin egen familie sidder han her i fangekælderen. Han kan så vælge imellem at gå til grunde eller finde nye ressourcer frem og opføre sig som ridderne i de eventyr, han holder så meget af. For Despero er svaret enkelt: Han kan ikke dø nu, hvor han er forelsket, og han redder livet ved at fortælle historier for fangevogteren, som siger, at historier er lys, og lys er kostbart i en mørk verden!

Eventyret om Despero er delt op i tre bøger, hvor vi i den første hører om Despero. I anden bog møder vi Rotten Obskur, der fødes i fangekælderen og hører om hans længsler, prøvelser og skuffelser. Den Tredje bog er helliget tjenestepigen Sisken So. Sisken So er en stakkel, der må gennemgå meget ondt. Bl.a. at blive solgt af sin egen far for en rød dug, en høne og en håndfuld cigaretter. Tre bøger, om tre utilpassede outsidere, der ikke har billetter til en af tilværelsens blide ture. Skæbnen vil, at Despero, Sisken So og Obskurs veje krydses i eventyrets finale, hvor alle bliver klogere på noget, men ikke på alt. De må erkende, at der ikke altid findes enkle løsninger på alt, og at man ikke altid kan få prinsessen i traditionel forstand, men man kan da altid være venner.

Bogen er fuld af humor og optimisme. Søde livskloge konklusioner og konstateringer krydrer og opsummerer historien, uden at den bliver moraliserende, tung og ucharmerende.
Bogen er dejlig at læse højt. Den ligger godt i munden og figurerne får sagt og tænkt mange ting, der så absolut godt kan tåle at blive vendt i familiens skød. Timothy Basil Erings illustrationer er gode og fine og især rare at have, når man læser eventyret højt for børn, men historien kan sagtens klare sig uden.

Kate Dicamillo:  Eventyret om Despero er historien om en mus, en prinsesse, lidt suppe og en rulle sytråd. Oversat af Ole Thestrup. Apostrof, 2004
Forside: Timothy Basil Ering. Originaltitel: 4 The tale of Despereaux being the story of a mouse, a princess, some soup and a spool of thread