- Fortællingen.dk - http://fortaellingen.dk -

Katarina von Bredow: Forrådt og forelsket

Fanny – Fabolous og forelsket.

Fanny og Johan. Fanny og Mr. P, alt er, som det skal være. Af alle piger har Mr. Perfect valgt Fanny, og i mange måneder har hun frygtet, at Johan skulle se ind bag facaden og finde en anden kæreste. Men Johan har ikke mistet interessen, og lykkelige Fanny er begyndt at se på en lejlighed, hvor de begge kan bo.

Alt er perfekt – næsten. For hvad vil der ske, når Fanny flytter hjemmefra. Hun ved, at hendes mor sidder alene hjemme, når Fanny er hos Johan. Hun kender til den skjulte flaske bag bøgerne i reolen og ved, at den bliver tømt alt for hurtigt og for ofte.

Men skyldfølelsen er ikke nok til at slå Fanny ud, hun er lykkelig, og hendes liv er på rette spor. Men så rammer katastrofen. Johan indrømmer, at han har været utro, ikke bare en enkelt gang, men i længere tid med en af Fannys veninder.

Hjemme forsvinder flaskerne alt for hurtigt. Moderens alkoholproblemer er større, end Fanny forestillede sig, og da det tager overhånd, må Fanny være den voksne.

Fanny verden falder fra hinanden, hvem kan hun betro sig til, og hvordan kan hun komme videre. Hendes unge samfundsfagslærer tilbyder at hjælpe, men vil situationen bliver bedre, hvis Fanny afslører sine hemmeligheder for ham. Hendes liv bliver i hvert fald ikke mindre kompliceret af at kigge ind i hans mørke, medfølende øjne…

Fanny er en skøn hovedperson. Hun er sårbar og ægte og man fornemmer hendes smerte i bogens forside, som viser en pige med bedrøvede øjne. Fanny er ung og forvirret men faktisk også både moden og fornuftig – hun ved det bare ikke selv, og hun har svært ved at finde ud af, hvem den rigtige Fanny er.

Katarina von Bredow hører til blandt mine favorit forfattere. Det er den tredje bog, hun får udgivet i hjerteserien – en serie som handler om unge, identitet og kærlighed. Hendes bøger handler om kærlighed, den svære og umulige af slagsen, og hun skriver, så det gør ondt, men man bliver også klogere.

Katarina von Bredow: Forrådt og forelsket. Gyldendal, 2008. 320 sider. Omslag: Sisterbrandt.