- Fortællingen.dk - http://fortaellingen.dk -

Karla von Bengstson & Anne-Marie Donslund: Tigre og tatoveringer

En familie må man da have!

Sådan tænker Maj. Hun bor hos sin onkel Tato-Sonny i hans tatoveringsbule. Det er ikke et godt sted for børn, siger han. Og snart skal de finde en familie til Maj. Men det siger han hver dag. I mens tegner Maj billeder med glade familie, der spiser grøntsager.

En dag kommer Maj til at tatovere et stort brød af en fyr. Han falder i søvn og Sonny skal lige se fodbold. Hvor svært kan det være? tænker Maj. Snart er hele fyrens ryg tatoveret med børnetegninger. Ups.

Nu gælder det bare om pakke og forlade byen, inden fyren kommer tilbage med alle sine venner på motorcykel.

Det bliver en tur, hvor de møder mange sjove og mærkelige mennesker og væsener. Og hvem ved? Måske finder Maj sin familie på vejen?

Det er megasjovt at være tatovør. Solen skinner ind ad vinduet. Maj nynner, og brødet fniser i søvne. På skulderbladet skal han have en orange sommerfugl… Og en nissen… Og…

Tigre og tatoveringer er en sjov bog, der passer til seje tøser og drenge. Der er fart over feltet og masser af sjove indfald.

Historien bliver fortalt i et sprudlende sprog, der egner sig godt til at blive læst højt. Man kan næsten ikke lade være med at lave stemmer til alle de sjove personer, der optræder. Prøv selv.

Samtidigt handler historien om noget alle børn har en mening om – familie. De vil helt sikkert gerne snakke om det emne.

Karla von Bengstons illustrationer er ligeså skæve som fortællingen. Farverne springer i øjnene, og der er masser af detaljer at kigge på for både store og små.

Bagerst i bogen er der tatoveringer lige til at sætte på nærmeste barnearm!

Tigre og tatoveringer er baseret på Karla von Bengtsons biografilm. En roadmovie for de mindste. Du finder trailer fra filmen og kan bladre i bogen lige her

Karla von Bengtson & Anne-Marie Donslund: Tigre og tatoveringer. Illustrationer af Karla-von Bengtson. Forlaget Carlsen, 2010. -64 sider. 149,95 kr.