- Fortællingen.dk - http://fortaellingen.dk -

Karen McCombie: Candyflossmagi og Rose Rouge

candyflossmagiogroserougeNår en ubehagelig hemmelighed pludselig truer med at komme frem i lyset, er en omgang candyflossmagi ikke længere nok…

13-årige Lemmie er fuld af farver, skøre indfald, og så har hun sin helt egen candyflossmagi, der gør livet skønt og rosenrødt. Eksempelvis Terningekast (god, hvis man gerne vil vide, hvordan ens dag bliver), Stjernesang (god, hvis man skal til at gøre noget væmmeligt) eller Rør et Træ (fantastisk, når man har brug for lidt beskyttelse)…

Lemmie fortæller på livet løs om, hvor skønt hun har det, om bedsteveninderne Morven og Jade og ikke mindst om storesøsteren Rose Rouge, som er dødhamrende cool og betyder alt for hende. Men i virkeligheden gemmer Lemmie på en dyster hemmelighed, som hun ikke engang tør betro sine bedste veninder.

Livet har nemlig ikke altid været så lyst og gnistrende for Lemmie. Hun blev mobbet på sin gamle skole, og selvom hun forsøger at fortrænge de dårlige minder med sin candyflossmagi, så vender mareridtene tilbage, da hendes gamle plageånd pludselig dukker op på den nye skole. Vil det hele starte forfra nu?

Candyflossmagi og Rose Rouge er en rigtig god og medrivende historie, og stemningen i bogen er helt speciel. Lemmies tanker bliver fortalt på en sjov og skæg måde samtidig med, at man tydeligt mærker bogens alvorlige kerne inde bag det lyserøde univers. Det er virkelig godt lavet, at bogen på en så flot måde formår at rumme begge dele.

Karen McCombie har også skrevet en række andre pigebøger. Måske kender du serien om Allys liv?

Karen McCombie: Candyflossmagi og Rose Rouge. Oversat af Henriette Rostrup. Sesam, 2006, 237 sider.