Den usynlige detektiv (eller rettere de fire børn, der bruger ham som skalkeskjul) er tilbage, og denne gang myldrer kloakkerne med monstre.
Skyggemonstret er anden bog om de fire børn, der har opfundet figuren ”Den usynlige detektiv” for at kunne opleve eventyr og løse mysterier. Ideen er gammel (børn, der klarer de problemer, som de voksne ikke kan), men det lykkes Richards at skabe noget nyt og ikke mindst spændende med disse bøger.
Der gås lige på og hårdt. Art og hans far, der er kriminalkommissær i Scotland Yard, er tilfældigvis i nærheden, da der meldes et indbrud i en bank – og ikke bare et indbrud. Nogen har mere eller mindre smadret sig vej ind i boksen fra kloakkerne. Art er en af Kanonererne, de børn, der gemmer sig bag navnet Brandon Lake, Den Usynlige Detektiv, men han aner ingen sammenhæng, da en sønderknust mand beder detektiven finde hans forsvundne kat.
Snart går det dog op for børnene, at der er noget i Londons kloakker, noget der dræber katte og måske også mennesker. Men det ukendte i mørket under dem er ikke det eneste uvæsen, der er løs, og snart må de flygte for livet, jagtet af både menneskelige og umenneskelige monstre.
I vor tid har Arthur Drake fundet Kanonererne sagsbog og fundet ud af, hvorfor skriften i den minder så forfærdeligt meget om hans egen. Og til hans rædsel er der igen begyndt at forsvinde katte og andet fra gaderne. Noget rumsterer i kloakken.
Richards binder de to historier sammen med stort held – børnenes eventyr i 1930erne og Arthurs i vor tid snor sig ind imellem hinanden. Til tider kræver det lidt krumspring (så som at Arthur pludselig begynder at glemme de ting, han har læst i sagsprotokollen), men det giver en god, filmisk kvalitet til historien, og så begynder forfatteren også at lægge op til, at der er en forklaring på det hele. I det hele taget viser Skyggemonstret, at Richards vil mere end bare at lave en typisk evighedsserie, hvor alt står stille, og det ene mysterium efter det andet løses – der er elementer i bogen, som viser tilbage til Dræberdukkerne, og da bogen slutter, er det langt fra alle brikker, der er lagt på plads. Især i nutidshistorien sker der udvikling, og Arthur må se mange af sine forventninger gjort til skamme. Men det største plus er dog, at forfatteren er ganske eminent til at administrere sine cliffhangere – serien om ”Den usynlige detektiv” er måske ikke ”stor” litteratur, men den er spændende i en sådan grad, at man sidder på kanten af stolen og bider sine negle. Personligt er jeg gået direkte videre til fortsættelsen og ser frem til, at fjerde bind udkommer. Justin Richards har opdateret min barndoms litteratur, så den fremstår lige så frisk og medrivende, som jeg husker den (hvorimod min barndoms bøger ved genlæsning i dag virker noget blegnede af tiden).
Justin Richards: Skyggemonsteret (Den usynlige detektiv, 2) Carlsen, 2006. Oversat af Asbjørn Skytte fra Shadow Beast.
Forside: Peter Snejbjerg.
Læs mere om serien på den officielle hjemmeside