- Fortællingen.dk - http://fortaellingen.dk -

Jujja Wieslander & Sven Nordqvist: Mor Muh får et sår

Jujja Wieslander: Mor Muh får et sårEn usædvanlig ko’s eventyrlyst og sans for dramatik sætter skub i en ny historie om det umage vennepar Mor Muh og krage. En dejlig billedbog illustreret af Svend Nordqvist.

Mor Muh ligger og keder sig på marken. Hendes tålmodighed med ko-dagdriveriet slipper op, og hun stiger op på en stor sten, med det formål at forcere hegnet og slå et smut ned til stranden. Men ak, hun glider og falder ned og få en rift på maven og en stor bule i panden. Den rare bonde vasker såret og sætter plaster på, og følger mor muh ind i stalden, så hun kan komme sig oven på forskrækkelsen.

Mens hun står og sunder sig, får hun besøg af Krage. Krage undrer sig over, hvorfor hun står der og keder sig,og Mor Muh fortæller beredvilligt den dramatiske historie om, hvordan blodet sprøjtede til alle sider, og bonden måtte bruge en hel pakke plaster for at forbinde såret. Men bulen i panden gjorde bonden ikke rigtig noget ved, så det må der nu rådes bod på.

Fra lillebror (hun har mange venner) har Mor Muh hørt, at de i børnehaven lægger noget koldt fra fryseren på, når nogen har fået en bule og nu synes hun, at Krage skal gøre sig nyttig ved at flyve over i fryseren og hente noget koldt. Men det er lidt mærkeligt; Fryseren er tilsyneladende nærmest tom – og krage får mere og mere ondt i maven for hver tur derover?

Tilsidst lykkes det dog alligevel krage at finde en pakke frossen spinat ( med små underlige huller i) som Mor Muh kan få på panden. Spinaten virker efter hensigten, men snart begynder den at smelte…..

Svend Nordqvist har som vanligt illustreret historien, og han har fået god plads. Der er mange dejlige billeder, hvor især Mor Muh ser så sød ud, at der bare må krammes. Krage, der jo ikke er helt fin i kanten i denne historie, har fået et helt opslag for sig selv, hvor der ikke er nogen tekst. På det kan man se Krage ligge i sin hulelignende rede og have mavepine, af alt det, der ikke var i fryseren. Og sikke en rodet rede – der er masser af detaljer at gå på opdagelse i. Her er hverken Holger eller Flunker men meget andet at finde.

Dem der kender Mor Muh og krage kan glæde sig til et spritnyt og dramatisk eventyr. Dem der endnu har bekendtskabet tilgode, kan med fordel stige på her. Og når de har forelsket sig og fået lyst til mere, så kan de fortsætte her

Jujja Wieslander: Mor Muh får et sår, illustreret af Sven Nordqvist. Oversat af Karin Bodenhoff. Gyldendal, 2006. Forside: Sven Nordqvist