- Fortællingen.dk - http://fortaellingen.dk -

Jujja og Tomas Wieslander: Mor Muh og Krage – lydbogen

mormuhogkragelydbogEt dejligt par får deres egen danske stemme.

”Bogen bag filmen”, står der på forsiden af Mor Muh og Krage, som nu altså også er udkommet som lydbog. Fælles for disse forskellige udgaver er naturligvis historierne og så især personlighederne. Og i mine øjne er det især Krage, der står frem – han har personlighed, så det stråler ud fra siderne; eller, i dette tilfælde, højtalerne, når Kaya Brüel fortæller.

12 historier er der på disse to CDer, og de kommer vidt omkring. Mor Muh er drivkraften her, og hun er en ganske ualmindelig ko med et ganske særligt stort hjerte. Hun går til livet som en lang række oplevelser – hvorfor skulle det, at hun er en ko, stå i vejen for noget? Hvis Mor Muh gerne vil opleve et bibliotek, så drager hun til byen. Hvis hun ser bondemanden cykle, falder det hende ganske naturligvis selv at stige om bord på jernhesten. Ja, man kunne frygte den dag, hun ser et reality show i fjernsynet, for så får vi en ko på skærmen.

Krage er hendes diametrale modsætning. Han kommer baskende ud af skoven, når det passer ham, og når Mor Muh ser noget som en mulig udfordring, ser han det snarere som en mulighed for at blive ydmyget. Krage tænker hovedsageligt på én ting, og det er Krage selv.

Forskellige som de er, er der alligevel et specielt og varmt forhold de to dyr imellem, og på trods af Krages højlydte protester har man nok en mistanke om, at han nyder Mor Muhs selskab. Koen leverer de næsten zenagtige pointer og det glade syn på livet, mens Krage er et barn med begge fødder solidt plantet på jorden.

Tigerkragen er min klare favorit i samlingen her – historien om, hvad der sker, da Krage bliver overbevist om, at han har rovkatte i familien. Straks holder han op med at baske og begynder i stedet at snige. Det er en historie, der har sin helt egen plads i huset her – og jeg tror, de fleste familier vil kunne finde en absolut yndling blandt Jujja og Tomas Wieslanders fortællinger, både unge og gamle. Man må være en særlig slags kedelig menneske, hvis man kan læse dem (eller få dem læst op) uden et smil på læberne.

Det er Kaya Brüel, der har fået udfordringen med at indlæse de 12 historier – og det er en udfordring, for der er det ved så gode historier, at de danner deres helt egne billeder og stemme i læserens hoved. Har man før læse om Mor Muh og Krage, skal man altså pludselig forholde sig til en anden stemme – men hun løfter opgaven, synes jeg, og fortæller med både varme og entusiasme (og den helt rette forurettethed, når det er Krage, der taler).

Mor Muh og Krage er et varmt og livsbekræftende par, ganske enkelt, også med Kaya Brüels stemme. Min eneste indvending her er, at man går glip af de originale tegninger – men så har man endnu en undskyldning for at opsøge ”bogen bag filmen”.

Jujja og Tomas Wieslander: Mor Muh og Krage, lydbog på 2 CDer. Indlæst af Kaya Brüel. Gyldendal, 2008.