- Fortællingen.dk - http://fortaellingen.dk -

Josefine Ottesen: Golak

Jonah må kæmpe mod både fysiske og mentale monstre i en nye trilogi.

Med ”Golak” har Josefine Ottesen begået første bind i endnu en trilogi – denne gang har hun bevæget sig over i science fiction-genren, men de faste fantasy-læsere vil ikke blive skuffet.

Titlen afslører måske lidt af, hvad der foregår: vi befinder os i en verden efter det store sammenbrud, hvor den gamle civilisation er gået under i krig og forurening. Drengen Jonah er vores hovedperson og bor i en lille landsby, i et samfund, der har opbygget sig selv efter undergangens kaos. Livet er præget af hårdt arbejde og strenge regler, der binder dem alle sammen – men også får hverdagen til at virke som et fængsel for Jonah.

For Jonah er i den alder, hvor han stiller spørgsmål ved tingenes tilstand – samtidig plages han af evnen til at tænke, til at se alternativt på tingene, til at drømme om en anden verden. Det er desværre ikke en evne, man ser med milde øjne på i det lille, lukkede samfund. Jonah er med andre ord en klassisk helt – han stræber efter forandring, men holdes nede af sine forældre, af byens styrende råd, af fortiden og alt muligt andet. Det er naturligvis også en opskrift på opbrud, men Ottesen trækker den ud for læseren; i stedet for blot at kaste Jonah hovedkulds ud i den mørke og kaotiske verden, der venter uden for bjergene, holder hun ham fast i landsbyen og lader ham vokse op gennem romanen – fuld af styrke, frustrationer og modstridende følelser.

På overfladen er Jonahs verden idyllisk, men uden for landsbyen lurer de afskyelige golakker, og i fortiden gemmer der sig masser af hemmeligheder – om golakkerne, om Jonah, om menneskeheden, om landsbyen. ”Golak” besvarer en del spørgsmål, men den lader også mange stå tilbage til de kommende bind.

Der er som sagt tale om science fiction – en ny genre for Ottesen, men kender man til hendes bøger, får man lige præcis, hvad man forventer. Hun forstår at sammensætte en spændende historie på en baggrund, der kildrer fantasien. Til tider kunne man mene, at det ikke lykkes at formidle baggrundshistorien så flydende, som det burde, men jeg tror, det er en detalje, som både Ottesens faste og nye læsere vil overse med glæde. De vil i stedet leve sig ind i historien og især hovedpersonen, der har fået en del kant.

Bogen ledsages også af en eminent flot hjemmeside.

Josefine Ottesen: Golak (Det døde land ; 1). Forside: Emil Landgren. Høst og Søn, 2008. 324 sider.