Jonah lærer mere om sin verden, og det er ikke kun godt.
Genfødt tager tråden op, hvor Golak stoppede og fortsætter trilogien om Det døde land. Det er en historie, som kræver, at man har løst første bind i forvejen.
Jonah er blevet sendt bort fra sin landsby midt i de radioaktive ruiner af vores verden. Og det er en endnu værre virkelighed, der møder ham derude, fyldt med blandt andet kannibal-mutanter. Men Jonas er intelligent, og han klarer sig i ødemarken blandt andet ved sine evner til at læse. Snart bliver han dog endnu engang kastet igennem store omvæltninger, og han ender i det, der ser sig selv som civilisations sidste rester: de højteknologiske byer.
Her bringes Jonas gennem et samfund, hvor alle følelser forsøges holdt under kontrol, og hvor alle har en plads, som deres DNA har tildelt dem. Selv viser han sig at være, hvad forskerne ville tro var en genetisk umulighed, og han stiger med lynets hast op gennem byens hierarki.
Gennem fortællingen lærer han og læseren mangt og meget, men det mest brændende spørgsmål forbliver det samme: hvem er Jonah i virkeligheden, og hvem er hans sande familie?
Golak fungerede især i kraft af beskrivelsen af det lille, forstokkede samfund og den unge mands desperate forsøg på at slippe fri af omverdenens lænker. Der var en vrede og frustration, der løb gennem hele bogen, og det virkede som en eminent drivkraft. Her er han hovedsageligt præget af frygt og pilleafhængighed, hvilket desværre fjerner en god del af det drive og efterlader vor hovedperson hovedsageligt passiv og som et villigt offer for omstændighederne. Han handler ikke længere, men følger i stedet bare de mennesker, der agerer omkring ham. Samtidig er hans pilleafhængighed af den klassiske Hollywood-slags, der stiger eller falder, alt efter hvad plottet kræver – det er alt sammen med til at gøre mig noget mere lunken overfor dette bind end forløberen.
På den mere positive side er der – naturligvis, fristes man til at sige, for Ottesen er professionel – også lyspunkter. Samfundet i byen ville nok slå den faste science fiction-læser som noget fortærsket, men Ottesen kommer fint omkring introduktionen til det – den ”familie”, som Jonas placeres i, er ikke de perfekte rollemodeller, i stedet viser de nogle af de problemer, som ligger under den tilsyneladende perfekte overflade.
Genfødt er i det hele taget noget af en blandet fornøjelse. Den lider under at være midterste bind og kommer heller ikke til en ordentlig konklusion, men samtidig er den fyldt med nogle gode detaljer. Grundlæggende virker det dog, som om Ottesen har skiftet syn på sin læser – de drenge, der virkede som de tiltænkte læsere for Golak, vil måske blive lige så fangede af denne, hvor det mere handler om følelser.
Josefine Ottesen: Genfødt (Det døde land ; 2). Forside: Emil Landgreen. Høst & Søn, 314 sider, 2009.