- Fortællingen.dk - http://fortaellingen.dk -

Johanna Thydell: Der mangler en terning

Ærlig og direkte ungdomsroman.

Puck har svært ved at stole på andre og gemmer sig bag en hård og barsk facade. Angsten for at blive forladt er konstant og det er det kun vennen Emanuel, der får lov at komme tæt på.
Bag den hårde skal gør sjælen ondt. Pucks liv er præget af en barndom domineret af en ustabil far, som svigtede og forlod familien. I tilbageblik får vi historien om faren som forsvandt, en mor som blev og kæmpede og et spil – og et liv – hvor der mangler en terning.

Puck er vred og såret og da hun lader sine frustrationer gå ud over Emanuel ødelægger hun deres vigtige forhold.
Da hun forelsker sig i Micke, lækker og sej og forsanger i et rockband, får hun bobler i maven og mister kontrollen. Det eneste hun har lyst til er, at være helt tæt på Micke og dele alt med ham. Tør hun sænke paraderne og fortjener Micke hendes tillid?

Johanna Thydell skriver så det mærkes i hjertet. Der mangler en terning er velskrevet og fuld af stærke, altoverskyggende følelser.
Ungdomsårene kan være barske, selv uden en splittet barndom i bagagen og Pucks historie er ægte og gribende.

Johanna Thydell debuterede i 2004 med I loftet lyser stjernerne som indbragte hende den svenske Augustpris.
På forfatterens hjemmeside kan man gennem youtube videoer få gode råd, hvis man selv drømmer om at blive forfatter.

Johanna Thydell: Der mangler en terning ; på dansk ved Nanna Gyldenkærne. – 1. udgave, 1. oplag. – Kbh. : Høst, 2008. – 222 sider. – Pris: kr. 229,00
Originaltitel: Det fattas en tärning